0 kommentarer

Zanzan af Karri Olsdatter

af d. 2. oktober 2009
Info
 
Sideantal

261

Udgivet

2009

ISBN

978-87-992388-3-5

 

Det var med en vis forventning jeg slog op på første side i Karri Olsdatters debutroman ”Zanzan”. Det kønne omslag havde lovet mig både eventyr, kærlighed og dramatik – en rigtig fantasy.
For er det en fantasy? Jeg måtte erkende efter gennemlæsningen at den er langt mere end det.
Fortællingen har sit omdrejningspunkt omkring storbondens datter, Anna. Vi møder hende som ung pige og følger hendes opvækst, en opvækst der langt fra forløber som hendes omgivelser ville ønske. Anna har sine egne meninger om mange ting, og hendes venlige væsen over for taterne, der arbejder for hendes far som daglejere, er bestemt ikke populært. Samfundet betragter dem som udskud, tyve og mordere – endda hekse. Der snakkes, da det bliver kendt at hun har en taterven. Rygter spredes, forvandles til vished og ender til sidst som sandhed.

Da jeg slog op på den første side, blev jeg budt velkommen af følgende:
“Når historien er eviggyldig, bliver tid og sted ligegyldig.”
Efter at have læst bogen forstod jeg dybden i disse ord, for denne roman, som forgår i en fiktiv verden, hvor et strøg af magi er til stede, kunne lige så godt være en historisk skildring af den overtro og det livssyn, der fandtes her i landet for 2 – 300 år siden. Endda kan der trækkes paralleller til elementer af nutidige holdninger. Hvordan ser vi i dag på de fremmede – de ting vi ikke kender?

Der er ingen tvivl om at det er en fortælling jeg vil huske længe. Man får et smukt indblik i personernes liv og måde at tænke på. Man føler med Anna og hendes ven. Personer står for mig klart og tydeligt, og fulde af liv. Man føler det samme som Anna; hendes frustration over de uretfærdigheder hun oplever.
Det er en spændende og velformuleret fortælling, og selvom nogen vil kalde den for en fantasyroman bør man ikke lade sig skræmme, da den indeholder langt mere realisme end hvad man normalt forventer af fantasy.
Krydsgenre kalder forlaget den, og de har sikkert ret. Alligevel findes der en undergenre til fantasy, der hedder “Historical fantasy”. Jeg vil gå så lang som at sige, at det er den genre, der kommer nærmest, selvom den lang fra er dækkende.
Men i grunden er det ligegyldigt. Er man til romantik, intriger og kampen mod uretfærdighed, krydret med et knivsblad eventyr, så er man på rette spor. Nogen vil måske påstå at den er for unge mennesker, men deri tager de grundig fejl. Jeg venter spændt på fortsættelsen, for der bliver lovet en fortsættelse.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter