0 kommentarer

Ydmygelsen af Philip Roth

af d. 14. august 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

141

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-08049-0

Originaltitel

The Humbling

 

En aldrende kunstner mister gnisten og evnen til at fange sit publikum. Han brænder ud ‘over night’, ægtheden og indlevelsen fordamper som dug for solen. Årtiers succes og stjernestatus hjælper ingenting, manden er lige til skrot.

Med “Ydmygelsen” har en af USA’s største forfattere endnu engang fat i et af de emner, der har potentiale til at bevæge læserne. Romanen handler om en skuespiller på stejl nedtur … problemet er bare, at den lige så godt kunne have været en art selvbiografi. For ironisk nok virker det her, som om Philip Roths egen fyldepen er løbet knastør. “Ydmygelsen” er ét stort, ydmygende selvmål.

Plottet kan med lethed stå med store typer bag på et meget lille frimærke, sproget føles monotont distancerende, indre og ydre spænding er ikke-eksisterende. Roths berømte gnist, hans ægthed og indlevelse, den vanlige sproglige overlegenhed: Gone with the wind!

Som stor fan af Roth var jeg ved at gå i katatonisk chok over, at endnu en helt – i lighed med Kundera – åbenbart har overlevet sig selv … indtil jeg opdagede, at “Ydmygelsen” er skrevet i 2009. Året efter udkom “Nemesis”, og den er fremragende. Vi taler altså om en af de sjældne parenteser, som selv de største forfatterskaber ofte omfatter, pyha.

Tilbage til handlingen. 65-årige Simon Axler må hjælpeløst se sin smukke skuespillerkarriere skylle ud i historiens store kloak. I første af bogens tre akter lader han sig indlægge til psykiatrisk behandling. I anden akt får han et hedt forhold til en 25 år yngre lesbisk datter af nogle tidligere venner, komplet med kinky sex og lidenskabelige trekanter. I sidste akt prøver han på bedste Hemingway-manér at afslutte lidelserne med et brag. Om det lykkes, skal ikke røbes her, men forvent ikke det store drama, selv om svaret først dukker op på næstsidste side.

Et eksempel på bogens sproglige og emotionelle tomgang. Axler er netop blevet forladt af Pegeen og sidder nu ydmyget og bitter tilbage. Han tænker: “For en mand er vejen brolagt med fælder, og Pegeen havde været den sidste. Han var forslugent gået lige i den og havde spist lokkemaden som den fejeste fange på Jorden. Det måtte nødvendigvis gå sådan, og alligevel var han den sidste det gik op for. Usandsynligt? Nej, forudsigeligt.”

Gribende? Nej, overfladisk. 1 trist teatermaske fra denne anmelder.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter