Man Booker
0 kommentarer

Wolf Hall af Hilary Mantel

af d. 19. august 2011
Info
 
Sideantal

610

Udgivet

2010

ISBN

978-87-7055-838-9

Originaltitel

Wolf Hall (engelsk)

 

“Wolf Hall” er intet mindre end en jættepræstation!

Bogen må kraftigt anbefales alle, der sætter pris på historiske romaner – og på velskrivende forfattere, der har noget på hjerte.

Vi følger den berømte og berygtede Thomas Cromwell (1485-1540), fra han som dreng blev sparket rundt i rendestenen af sin brutale far, smeden, til han når magtens top som kongens mest betroede rådgiver.

Det er en veritabel murstensroman, men uden et eneste kedeligt øjeblik. Man nyder hver eneste af de over 600 sider, som er sprængfyldte med minutiøst researchet hverdagsliv på Henrik 8’s tid; hvad man talte om, hvordan man spiste, drak, klædte sig, boede…

For mange vil historien om kongens mislykkede ægteskab med Katarina af Spanien og hans forsøg på at få den katolske kirke til at acceptere en skilsmisse og et efterfølgende ægteskab med Anne Boleyn være velkendt. Men ved at gøre Cromwell til omdrejningspunkt giver Hilary Mantel begivenhederne en mere praktisk vinkel: Hvilke politiske knapper skulle der konkret trykkes på for at opnå de ønskede resultater…

Uhyre interessant er det også at følge de religiøse overvejelser, kongen og hans rådgivere var nødt til at gøre sig: På den ene side ville man gerne frigøre England fra Roms kvælende dominans & udbytning; på den anden side var man ikke helt parat til at hoppe over i Luthers radikale lejr; vupti, så opfandt man en tredje vej, som gav mere frihed både i trosspørgsmål (fx til skilsmisse!) og til at bruge kirkeskatterne til verdslige formål i stedet for til at brødføde forædte biskopper, præster og munke; genialt træk.

Magtspillet mellem den jævne, men hyperbegavede Cromwell, den egocentriske konge, den forkælede adel og religiøse tænkere som Thomas More er blændende beskrevet. Ligeledes spillet mellem den afgående og den nye dronning og deres klaner.

Eneste mikroskopiske dryp malurt er den udbredte brug af det lille pronomen ‘han’ – det afføder en del misforståelser hist & pist; for hvilken ‘han’ taler vi om?

Tip inden læsningen: Googl Holbeins maleri af Cromwell fra 1533; skilderiet får en fyldig omtale i bogen og giver formentlig et udmærket billede af bogens energiske hovedperson.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter