0 kommentarer

Vore mødre dør af Claus Handberg

af d. 1. december 2016
Info
 
Sideantal

87

Udgivet

2016

ISBN

978-87-93108-56-5

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

En serie selvportrætter der giver et kalejdoskopisk indblik i forfatterens tilværelse. Det er i hvert fald en måde at beskrive bogen ”Vore mødre dør” på. Man kan også med en vis ret sige, at bogen er en blottelse af dele af forfatterens privatliv, der kommer til udtryk i en serie tekster, der henvender sig til den ukendte læser, der sidder med bogen mellem hænderne. Jeg vil beskrive teksterne som en blanding af løsrevne erindringsstykker og digte.

Teksterne kredser om forældrenes dødsfald og om det forhold (eller rettere det forhold han ikke havde) til sine afdøde forældre, fordi de levede meget forskellige liv. Man forstår, at forfatteren er mønsterbryder og en person, der på nogle punkter føler sig bedre end sine forældre, der tilsyneladende levede et liv i grænseområdet mellem arbejderklassen og underdanmark – en verden, der ligger forfatteren fjernt.

Herudover er der en del tekster, der handler om forfatterens relationer til vennerne, børnene og kæresten og man kan derfor med en vis ret kalde bogen for en art selvbiografisk værk, hvor Handberg giver læseren adgang til sine private tanker om fortiden og den tilværelse han fører sig på stenbroen.

Det var en god oplevelse at læse ”Vore mødre dør”.

Forfatteren giver med sikker hånd læseren adgang til sit privatliv og serverer vigtige pointer om familielivets psykologi uden at denne udstillen af eget og andres liv bliver tåkrummende pinlig. Som salig Tove Ditlevsen udtrykte det: ”Grænsen er tynd mellem det patetiske og det trivielle”, og Claus Handberg overskrider ingen grænser i sin bog.

”Vore mødre dør” fremstår som en ærlig og velovervejet bog med fine refleksioner over fortiden, og over hvordan fortiden og barndomsoplevelser påvirker alle mennesker langt ind i voksenlivet.

Der er tale om en usentimental bog, som jeg fandt spændende, og som også fik mig til at tænke lidt over min egen fortid – og over visse relationer, som har været med til, at forme mig som person.

”Vore mødre dør” er en godt gennemarbejdet og overbevisende bog – både sprogligt og indholdsmæssigt, og jeg synes derfor, at alle med interesse for den menneskelige psykologi burde læse denne bog.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter