0 kommentarer

Vold og magt af Elsebeth Egholm

af d. 23. marts 2009
Info
 
Sideantal

379

Udgivet

2009

ISBN

978-87-567-9402-2

 

Dicte bliver nok engang involveret, både professionelt, men især personligt, i det drama, der oprulles i bogen “Vold og magt”. Dictes søn, som også var på banen i “Liv og legeme” har en stor rolle i denne bog, hvor hans tragiske historie rulles ud, og vi kommer tættere på mennesket Peter B.

2 bomber eksploderer i Århus den 11. september – den ene i det solcenter, hvor Dicte havde planlagt at tage sol sammen med Ida Marie, en aftale, Ida Marie har offentliggjort på Facebook, og som derfor kan være set af rigtig mange mennesker. Den anden bombe er anbragt i borgmesterkandidaten Francesca Olsens bil – samme Francesca har Dicte en aftale med om et interview samme dag. Så det er klart, det sætter tanker i gang, om bomberne har noget med Dicte at gøre – måske endda er rettet mod hende? Endnu mere skræmmende er det, at hendes “hemmelige” søn, Peter Boutrup, som hun fødte da hun var 16 år og bortadopterede efter fødslen, netop er blevet løsladt og nu sættes i forbindelse med bomben i solcentret.

Sideløbende med politiets opklaring – men uden det sædvanlige samarbejde, idet Dicte føler sig forfulgt af den nye kvindelige kriminalassistent på Wagners hold, Lena Lund – går Dicte i gang med at finde sin søn, Peter B, som hun er klar over har brug for hendes hjælp, trods hans afvisende attitude. Hun må finde ud af hvad hans rolle er i sagen – og hun er igen nogle skridt foran politiet.

Det er en spændende krimi, hvor der skal graves mange år tilbage i tiden for at finde motiverne til bomber og mord. Samtidig tager bogen flere aktuelle emner op: bandekrig, rockere og hvidvaskning af penge og især det at være forældre til et sygt eller “unormalt” barn – og hvordan en forkvaklet opvækst kan ødelægge mennesker. Også pressens magt til at ødelægge en politikers chancer ved at grave gamle historier frem om “unormal” adfærd tages op.

Alt i alt en spændende og vedkommende bog, der ud over at være en krimi også kommer omkring mange aktuelle emner.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter