0 kommentarer

Vitello er bagvendt af Kim Fupz Aakeson

af d. 10. september 2011
Info
 
Sideantal

32

Udgivet

2009

ISBN

978-87-02-06910-5

 

“Vitello er bagvendt” er den 10. bog i serien om drengen Vitello. Bøgerne kan læses selvstændigt, og handlingen her i nummer ti er på ingen måde for indviklet til at skulle læse afhængigt af de andre.

“Så er det måske heller ikke sjovere. Altså at være drengen de kaldte Vitello og bo lige ved en ringvej hvor bilerne bare kører og kører forbi…”
“Han stod op og så på sin evindelige pyjamas og på sit evindelige hår i spejlet. Så gik han ud i køkkenet til sin evindelige mor.”

Således starter den 10. bog om Vitello. Igen er drengen godt træt af det hele, og ved snart ikke, hvordan han skal få lidt spænding i sit forudsigelige liv. Derfor beslutter Vitello, at denne dag skal være bagvendt. Vennerne Max, Hasse og William skal have nye navne og nye identiteter. Legene skal leges anderledes, alt skal blive nyt og spændende.

På bogens omslag sidder Vitello omvendt på sin cykel og er på vej i fuld fart ned af en bakke. Det kunne ende rent galt, men det gør det heldigvis ikke. Vitello overlever sin dumdristige spurt ned ad bakken, men bliver i den grad konfronteret med, at hele hans omverden – inklusive vennerne – mener at idéen om en bagvendtsdag er fuldstændig åndssvag.

Slukøret må Sorte Kurt (Vitellos selvvalgte navn den dag) trække den ødelagte cykel med hjem til mor i huset ved ringvejen. Men forudsigelighed er måske ikke så grimt, når det handler om at man ved aftenstide kan ligge i Mors bløde favn og få småkager og saftevand.

Denne Vitellobog var i min forsøgspersons øjne langt bedre end “Vitello skal have en papfar”. Her var der jo tale om ægte spænding, og barnets foretrukne sted er således øjeblikket, hvor Vitello ræser ned ad bakken. Selv foretrækker jeg den klassiske situation med hjemkomsten til det kendte langt mere, men det er vel okay at barn og voksen har forskellige præferencer, når blot bogen giver os begge en god oplevelse.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter