0 kommentarer

Vinternoter af Paul Auster

af d. 7. december 2012
Info
 
Sideantal

233

Udgivet

2012

ISBN

978-87-92494-46-7

Originaltitel

Winter Journal

Udgave

1.udgave

 

“Dine bare fødder mod det kolde gulv når du står ud af sengen og går hen til vinduet. Du er fireogtres år gammel. Udenfor er luften grå, næsten hvid, uden synligt solskin. Du spørger dig selv: Hvor mange morgener er der tilbage? En dør er lukket. En anden dør er åbnet. Du er trådt ind i dit livs vinter.”

… de sidste, vemodige linjer i Paul Austers selvbiografiske epos “Vinternoter”.

“Vinternoter” er for forhærdede Auster-aficionados. Bogen er (som altid) blændende velskrevet, spækket med vidunderlige erindringsglimt og intelligente iagttagelser – men det kræver immervæk en helt basal interesse for personen Paul Auster at tygge sig gennem en bogholderagtigt minutiøs opregning af de 21 steder, han hidtil har boet; en pertentlig gennemgang af de stater og steder i USA, han har besøgt; et 10-siders referat af en ukendt film fra 50’erne, han godt kan lide; og et større antal uddrag af referater fra andelsforeningens generalforsamlinger, som hans vittige kone har forfattet.

Der er ikke tale om sammenhængende erindringer, snarere svipture back memory lane. Man hygger sig umådeligt over de to episoder, hvor han er ved at tisse i bukserne i bilen. Man beundrer mandens fightervilje og tro på egne evner i alle de år, hvor forfatterskabet er op ad bakke, og han må leve på en pølsepind. Man knuselsker ham for den hede, uforbeholdne kærlighedserklæring til hustruen gennem tredive år, forfatteren Siri Hustvedt, som bogen også er. Man forbrødrer sig ubetinget med ham, fordi han bevarer sin menneskelighed og integritet i et stadigt mere kynisk og materialistisk Amerika.

… men man bliver også en smule forstemt over Austers konstante (aldersbetingede) kredsen om sygdom og død. Bedsteforældre, forældre, venner, ham selv – ingen går ram forbi. Der er noget Woody Allen’sk kværulerende over tonen – noget umiskendeligt jødisk, denne overdådige blanding af årtusinders visdom og humor syltet ind i vrantne beklagelser og en evig forurettelse over ikke at forstå guds projekt. Yes, i “Vinternoter” spiller Auster jødekortet, hvor han ellers altid mest ‘bare’ har været amerikaner. Og fred være med dét – hvis man ikke skulle anerkende sin oprindelse i en erindringsbog, hvornår skal man så?

“Du vil gerne vide, hvem du er,” skriver han et sted. Hele bogen er holdt i du-form: Paul Auster, der taler til Paul Auster. Personligt synes jeg, det er krukket og rent ud sagt pisseirriterende. Skriv dog ‘jeg’ eller kør den i tredje person ental. Men på trods af det lille stilbrud er det som sædvanlig en nydelse i nogle timer at være inviteret indenfor i denne elegante, klarhjernede og gennemsympatiske mands univers.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter