0 kommentarer

Vinterbyen af Arnaldur Indridason

af d. 8. december 2016
Info
 
Sideantal

333

Udgivet

2009

ISBN

978-87-638-1016-6

Originaltitel

Vetrarborgin - Oversat af Kim Lembek

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

En krimi af en af Islands mange forfattere. Island er vist det land i verden, hvor der procentuelt er flest forfattere i forhold til befolkningstallet.

Alene titlen ”Vinterbyen” indikerer, at der er tale om en iskold krimi. En thailandsk skoledreng bliver stukket ned på vej hjem fra skole, tilsyneladende uden noget motiv.

Det dræbte dreng, Elias, er søn er af thailandsk mor, der giftede sig med en islænding, som hun nu er skilt fra. Foruden Elias har moderen sønnen Niran, som hun havde med fra Thailand.  Efter skilsmissen bor moderen alene med de to sønner, og hun arbejder på en slikfabrik for at forsørge de tre.

Moderen taler dårligt islandsk, og politiet må have fat i en tolk for at kunne kommunikere med hende. Hun er forfærdet og ulykkelig over, at sønnen er blevet dræbt, og bedre bliver det ikke af, at storebroderen Niran heller ikke kommer hjem fra skole. Mere skal ikke røbes her for ikke at ødelægge oplevelsen for nye læsere.

Krimiens hovedtema er naturligvis opklaringen af forbrydelsen, men forfatteren har ikke travlt. Han beskriver fint persongalleriet på skolen og i byen, og meget tidligt får man en fornemmelse af, at det slet ikke er så let at blive plantet om fra Thailand til Island. Det er ganske rart, at beskrivelsen foregår i et roligt tempo, det gør at man får et forhold til de enkelte personer. Jeg kom til at holde rigtig meget af moderen Sunee.

Undervejs skal vi også høre lidt om kriminalkommissærens privatliv  – og her er det, at jeg tænker, at det bliver lidt uinteressant. Nogle af sidehistorierne virker overflødige og ødelægger den egentlige kriminalgåde for mig.

Jeg gik også nogle gange kold (!!) i de islandske stednavne og personnavne, men det er jo ikke forfatterens skyld, at jeg ikke er geografisk velbevandret på Island.

Bogen er rent grafisk sat flot op, let og luftig at læse, og forsidebilledet af den lille røde vante i sneen beskriver ganske godt, hvad der er i vente.

En ganske interessant oplevelse med sådan en islandsk sag!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter