0 kommentarer

Vindens navn af Patrick Rothfuss

af d. 24. maj 2009
Info
 
Sideantal

383

Udgivet

2008

ISBN

978-87-588-0831-4

Originaltitel

The name of the wind

 

Jeg har læst, at Patrick Rothfuss har været 14 år om at skrive “Vindens navn”. Hvis det er sandt, er det lidt ærgerligt for ham, at han ikke skyndte sig lidt mere og kom før “Harry Potter”.
For med Harry Potter som ballast, kan man ikke undgå at tænke, at han har lånt lidt vel rigelige elementer fra Harry Potters univers. En ung helt, der ikke kommer sorgløst gennem teenageårene, men som følger sin drøm om at komme på magi-universitetet..
Tilsyneladende er Kote en ung krovært, der passer sin kro og ikke blander sig i det lille landsbysamfund ellers dets dæmoner. Men pludselig indhenter Kotes fortid ham – og han føler tiden er inde til at fortælle sin livshistorie til en kronikør, der besøger kroen.
Kote – med barndomsnavnet Kvothe voksede op som sigøjner hos et omrejsende cirkus, men viste allerede fra barnsben en formidabel intelligens samt en sans for magi. Kvothe overlever en massakre, der slår hans forældre og alle i cirkusset ihjel og må klare sig selv.
Han tilbringer nogle år som gadebarn og det lykkedes ham at komme ind på magi-universitetet, hvor eleverne er så kloge, at nogle ender i dårekisten – en afdeling af universitetet, der huser de elever, der er kommet galt af sted med deres magi og er blevet psykisk syge af at udfordre magiens og intelligensens grænser.
Kvothe vil gerne beherske trolddomskunsten at kende Vindens navn – et trick, der gør at han kan kalde på vinden og få vinden til at adlyde ham.
Første bind i serien afslører ikke, om han lærer at beherske denne kunst, men historien skifter mellem Kotes nutid og de historier kronikøren skriver ned om Kvothes fortid.
Bogen er velskrevet og har et flydende og fængslende sprog, og man fatter sympati for den unge Kvothe og håber han klarer alle skærene. Man bliver nysgerrig efter at vide, hvordan han dog ender som krovært – men lidt irriterende er det ikke at få afslutningen på historien – det må vente til andet bind “Dragedræberen.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter