0 kommentarer

Villads fra Valby som dyrepasser af Anne Sofie Hammer og Dina Gellert

af d. 30. august 2018
Info
 
Udgivet

2018

ISBN

9788763856744

Originaltitel

Villads fra Valby som dyrepasser, illustreret af Dina Gellert

Udgave

1.

 

Da Anne Sofie Hammer i august 2018 besøgte Louisiana Literature for at læse op fra Villads-serien, forklarede hun hvorfor hun i sin tid gik i gang med at skrive: Som mor til tre børn læste hun mange børnebøger og på et tidspunkt slog det hende, at rigtig meget af litteraturen var skrevet i og om det, vi over for vores børn kalder ”gamle dage”. Det ville hun ændre på – hun ville skabe fortællinger, der udspiller sig i genkendelige nutids-rammer.

Jeg spurgte hende hvordan det gik til, at drengen skulle hedde Villads og være fra Valby. “Tjo”, svarede hun, Villads forekom hende at være et drengenavn som mange ville vælge i dag, og Valby, tænkte hun, er så tilpas mangesidet, at det ikke bliver forbundet med en bestemt type familie eller indkomstklasse. ”Og så er der selvfølgelig det lækre bogstavrim”, sluttede hun, ”det virkede godt!”

Villads-bøgerne er udkommet i en jævn strøm siden den første bog blev lanceret på forlaget Høst & Søn i 2009. Anne Sofie Hammer blev nemlig ved med at få mails fra forældre, der på børnenes vegne bad om flere historier! Så det blev hurtigt til en Villads-julekalenderbog, en sommerferiebog og adskillige læs-selv-bøger om den vakre dreng.

I ”Villads fra Valby som dyrepasser” passer Villads en hamster for sin mors kollega med den forhåbning, at han ved at klare jobbet godt, kan kvalificere sig til at få en hund. Det ønske har hans forældre ellers samstemmigt afvist med den begrundelse, at et dyr er et levende væsen med mange behov og at det følgelig er et stort ansvar og en omfattende opgave at eje et kæledyr.

Villads får hamsteren ind på værelset med besked på at passe godt på den og sørge for, at den ikke bliver væk – hvad den selvfølgelig gør! Villads er en samvittighedsfuld dreng og han bliver mere og mere febrilsk mens han sammen med nabopigen leder efter den forsvundne hamster.

En af bogens styrker er, at den er skrevet i børnehøjde og med en både kærlig og humoristisk forståelse for barnets ræsonnement. En anden styrke er bogens ikke-idylliserende tilgang til livet som passer af eller for den sags skyld indehaver af et kæledyr: hamsteren løber rundt i hjulet hele natten og holder Villads vågen.

Trods en velgennemført pasning lykkes det ikke for Villads at få sine forældre overtalt til at forære sig en hund – fordi deres forklaring stadig holder: en hund er et levende væsen og et stort ansvar at påtage sig som barn.

Bogen har et stærkt blik for de sociale relationer og ikke mindst for de interessekampe, der hele tiden udspiller sig en familie. Fortællingen er hverdagslig i såvel sit interiør som i ordvekslinger og handlinger. Den er pædagogisk opbyggelig og ufarlig.

I længden (ikke efter én Villads-bog, men efter en håndfuld) kommer jeg til at savne det fremmede: magi, fantasi og alternative virkeligheder. Netop i litteraturen – også børnelitteraturen – har vi jo mulighed for at møde det ukendte og store, smukke, farlige, det flertydige etc. som repræsenterer psykiske realiteter, barnet ellers kan have svært ved at finde ræsonnansrum til.

Samtidig kunne jeg ønske at Villads var en pige. Fordi vi mangler stride strømme af bøger med forskellige typer piger som hovedkarakterer og jeg kan undre mig over at kvindelige forfattere ikke tager den uligevægt mere alvorligt (et andet nutidigt eksempel på det er Carl-bøgerne af Ida Jessen og Hanne Bartholin).

Men Villads’ univers er rart at være i, det er kærligt, trygt og opbyggeligt!

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter