0 kommentarer

Vildfaren måne af Michael Connelly

af d. 13. september 2005
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

313

Udgivet

2005

ISBN

87-7955-348-6

Originaltitel

Void Moon

Udgave

1.udgave

 

Nu er jeg egentlig ikke den store krimilæser, men Michael Connelly er alligevel én af de forfattere, man faktisk er nødt til at læse, så jeg kastede mig ud i det og fik fat i en velskrevet og velkomponeret krimi.

Vildfaren måne er et astrologisk udtryk, der bruges om månen, når den ikke befinder sig i et hus. I den periode kan alt ske. Det finder Cassie Black ud af, da et kup på et casino i Las Vegas slet ikke går som planlagt.

Cassie er listetyv. Hun har siddet i fængsel de sidste fem år, men er nu løsladt og arbejder ved en bilforhandler. Cassie kæmper for at holde sig på den rigtige side af loven, men en dag opstår en uventet situation, og snart har hun kontakt med en gammel bekendt i den kriminelle verden, Leo Renfro.

Leo sætter hende i forbindelse med et kup i Las Vegas. En by Cassie ellers helst vil holde sig fra, da hendes kæreste blev slået ihjel under et kup her, og hun selv blev anholdt. Men kuppet er stort, og Cassie har brug for pengene, så hun siger ja. Og så er det den vildfarne måne laver rod i alle planer.

Michael Connelly leverer en velskreven og spændende krimi. Så vidt jeg kan se, har han styr på sine tekniske begreber, uden at det dog bliver for tungt og teknisk at læse. Jeg fandt også ud af, at dygtige tyve har masser af muligheder for at udplyndre os, selv når vi tror, at vi er sikre.

Historien holder i det store hele vand, og der er hele tiden spændingselementer, der trækker læseren fremad.

Min eneste anke er, at jeg synes Connelly putter lidt for mange intriger ind i historien. Det føles, som om han tænker: hellere for meget end for lidt, og så kommer der lige endnu en løkke på historien. Men når det er sagt, så knytter han som sagt trådene til sidst, så der er ikke noget, der hænger uafklaret.

Connelly er mest kendt for sin serie om detektiven Harry Bosch, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med. Men har man som jeg ikke tidligere læst noget af Connelly, er “Vildfaren måne” såmænd et udmærket sted at starte. Også selvom man ikke normalt er krimilæser.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter