0 kommentarer

Vidnesbyrd af Primo Levi

af d. 15. september 2009
Info
 
Sideantal

528

Udgivet

2009

ISBN

978-87-638-1144-6

Originaltitel

Se questo è un uomo / La tregua / I sommersi e i salvati

 

Denne bog er den samlede udgave af Primo Levis Auschwitz -trilogi, bestående af: ”Hvis dette er et menneske”, ”Tøbruddet”, og ”De druknede og de frelste”, og den er ikke for sarte sjæle! Faktisk er det en rent ud sagt frygtelig bog! Men samtidig frygtelig god! Og ”Vidnesbyrd” burde, trods sin længde, der er en pointe i sig selv, være tvangslæsning for alle der skal forholde sig til 2. Verdenskrigs uhyrligheder.

Den italienske kemiker Primo Levi var aktiv i den anti-fascistiske modstandsbevægelse og blev forrådt af sine egne landsmænd. Som italiensk jøde blev han overdraget til nazisterne, der sendte ham og et halvhundrede andre italienske jøder til Auschwitz. De fleste blev gasset kort efter ankomsten, men nogle, som Levi, overlevede til yderligere langstrakte pinsler. Levi var én af de meget få, der led helt frem til befrielsen, da Den Røde Hær rykkede ind. I bogen ”Hvis dette er et menneske” fortæller Levi om tiden i lejren.

Levi skriver udpræget køligt og direkte. Vi er der, vi ser med hans øjne, vi hører med hans ører, og vi oplever og lider med hans krop. Her er ikke andet på spil for Levi end at fortælle den tragiske historie om hvordan man langsomt, med maskinel kølighed, og yderst effektivt kan slå et menneske helt ihjel – mens kroppen stadig overlever og kan arbejde for maskinmagten! Han har heller ikke spor travlt, vi tager en dag af gangen, lever i de små åndehuller af samtale og medmenneskelighed, og dør igen – dør tusind gange – i næste afsnit.

I ”Tøbruddet” beskriver Levi rejsen hjem, gennem Østeuropa til Italien. Det er en lang rejse og tid er også hvad Levi skal bruge for at komme tilbage til sin krop igen, genfinde sin menneskelighed. Igen beskriver Levi nøgternt livets gang, men nu med lysere indfald, med venskaber og kærlighed, og læseren ser mennesket Levi vende tilbage, langsomt, igennem kapitlerne.

Til sidst når Levi helt tilbage til sig selv og føler behovet for at placerer ansvar og skyld, det sker i den sidste bog, ”De druknede og de frelste”. Den er mørkere og mere direkte anklagende end de tidligere, men man bliver helt glad når man når frem til den, for endelig – endelig – kan vi få forløsning for det grufulde vi har været igennem, placere ansvar, og rense os selv. En samlet udgave som denne er oplagt, ren katarsis.

Bogen kan simpelthen ikke anbefales nok.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter