0 kommentarer

Vi var mennesker i skyggernes tid af Mads-Peder Winther Søby

af d. 14. maj 2018
Info
 
Sideantal

140

Udgivet

2018

ISBN

978-87-93383-50-0

 

I mange år har 2. verdenskrig været grobund for et hav af romaner. 100-året for 1. verdenskrigs udbrud i 1914 til afslutningen d. 11. november 1918 har dog ført til en fornyet interesse for den krig, som indtil 2. verdenskrigs udbrud var kendt som Den Store Krig.

Mads-Peder Winther Søby giver i romanen “Vi var mennesker i skyggernes tid” stemme til en ung sønderjyde, der venter i skyttegraven sammen med sine soldaterfæller på at angribe fjenden. Ventetiden fordrives i ensomhed, selvom de står samlet som sild i en tønde, mens tankerne flyver.

Hans, som soldaten hedder, ønskede som ung at skrive digte. I denne sidste time før stormløbet tænker han tilbage på barndomshjemmet, hvor han ofte kravlede op i det store asketræ og drømte om den store verden, og de mange muligheder den nye tid tilbød mennesket. På hvordan mødet med krigen for evigt har ændret ham og alle de andre unge mænd, som blev ofret på nationalstolthedens alter. På barndomsvennerne som ikke kommer hjem fra fronten igen. På den unge sygeplejerske som gav ham håb midt i krigens rædsler. Og på menneskehedens fremtid når massakren engang er forbi.

Disse tanker skildrer Mads-Peder Winther Søby, mens han fremmaner grusomhederne i skyttegravene på begge sider af fronten og drømmen om at komme hjem og væk fra krigen. En drøm der netop er en drøm, for de rædsler, soldaterne oplever, vil for altid være en del af dem.

Jeg vil få umenneskeligt svært ved at blive menneske igen, om jeg endog skulle overleve dagens angreb. Når sandt skal siges, så ved jeg ikke, om jeg ønsker at bruge de næste mange forår, på at genfinde en ligevægt jeg ikke føler. Den usikkerhed er jeg nok ikke alene om, men jeg tænker ikke, at vi alle deler den hernede i skyttegraven! Nogle vil velsagtens gerne forsøge at finde hjem. Den rødblonde ønsker at gense sine kære igen. Det er derfor, han er i panik! Manden skråt overfor, vil velsagtens gøre alt for at se sin lille familie igen, men hvordan vil et møde mon tage sig ud mellem dem i årene frem? Kan han virkelig være den far, han var? Kan han lægge skyttegravenes åg fra sig, og træde ind i familiefaderens rolle igen? Jeg tvivler stærkt. Jeg tror, at en læresætning, som jeg bærer i mit hjerte, viser sig mere sand end som så. Jeg føler den stærkt i hvert fald. At vi nu er krigen. Hver og en af os hernede er krigen. Vi bærer den med os som noget abrupt. Vi blev forstyrret i alle livets gøremål, vi var i gang med, da vi blev revet op med rode og sendt herud! Vi kan ikke bare genoptage alt, som om ingenting var hændt. Det er den frygtelige sandhed. Vi bærer krigens mærke med os. Det er vores alles Kainsmærke, for at slå vores broder ihjel. Den rødblonde kan aldrig igen lade sig omslutte i et favntag af sin moder, for han har set, hvad hænder kan gøre ved et menneske. Manden skråt overfor, kan løfte sine børn højt i luften, men han vil stivne i bevægelsen. For han ved noget grumt og grusomt om livet. Han ved, at han kan gribe barnet denne gang og den næste. Men en dag, vil det selvsamme afkom måske blive kastet for højt op i vejret, og han vil ikke kunne gribe det igen. Hvordan begraver man den viden? Hvordan får man den til at forsvinde i sjælens afgrundsdybe mørke?” (s. 103-104)

“Vi var mennesker i skyggernes tid” er på en gang meget bevægende, og samtidig lidt for meget. Hans’ tanker er romanens indhold, og selvom han også tænker på sine kære, så er hovedvægten af romanen eksistentielle tanker om krigens væsen, Gud og civilisationens kollaps. Det virker ikke helt troværdigt, at disse overvejelser fylder så meget i en soldats måske sidste time.

Alligevel blev jeg grebet af historien, for trods de meget højtidelige – og lidt for nutidige – betragtninger over situationen så fremstår Hans alligevel også som et menneske, jeg ikke kunne lade være med at føle for. Og mod slutningen må jeg indrømme, at jeg kneb en tåre.

“Vi er mennesker i skyggernes tid” er ikke en historisk roman, der bæres af handling. Den er i stedet – trods sin lidt påtagede refleksion – tankevækkende og bevægende og bestemt værd at læse.

En anden roman om krigens vanvid (dog om 2. verdenskrig) er “Forårets døde” af Ralf Rothmann. Også den kan anbefales.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter