0 kommentarer

Vejen til drømmenes by af J. M. Dematteis

af d. 19. november 2006
Info
 
Sideantal

150

Udgivet

2006

ISBN

87-11-22698-6

Originaltitel

The road to inconceivable

 

I dagbogsform fortæller 14-årige Kate om sit ret spændende og ikke mindst usædvanlige liv. Hun bor sammen med sin mor og lillebror Matt, da faderen har forladt dem. Kate og hendes mor har et ikke helt ubesværet forhold, hvorimod Kate og hendes lillebror er nært knyttet til hinanden. Kates hjerte brister derfor, da Matt pludselig forsvinder under et besøg i et tivoli og på grund af sorg begynder moren at drikke. Fem år går på denne måde, men Kate begynder så småt at nære et håb om at se sin bror igen, da en gamle nabokone inviterer på kaffe, og afslører at hun har kendskab til hans forsvinden. Spørgsmålet er for Kate, om hun skal stole på hende, for hendes umiddelbare opfattelse af hende var noget i retning af “helt ude i stjernetågerne” og “gak i låget”.

”Okay, lad mig lige slå et par ting fast. Det er ikke for sjov det her. Alt dette SKETE I VIRKELIGHEDEN. Jeg er ikke den type, der går rundt og finder på. Ok, nogle gange gør jeg … Måske kan jeg bedre lide historier, end jeg kan lide den såkaldte Virkelighed … Men tro mig; alt det, du læser her, er sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, ama’r, halshug. Jeg har ikke ændret ved noget eller pyntet på begivenhederne. Det her er PRÆCIS sådan, som det skete.
Sådan cirka, altså.”

Sproget i bogen er i en klasse for sig, da Kate har sin helt egen måde at fortælle sin historie på. Hun henvender sig direkte til læseren, og kommer med mange humoristiske bemærkninger om det der sker omkring hende. Det er heller ikke så få pudsige personligheder, hun støder på i det mærkværdige univers, Abadazad, som hun pludselig havner i. Abadazad er fyldt med væsener som får læseren til at trække på smilebåndet bl.a. skurken, Hans Møghed Hr. Magermand.

Da jeg første gang bladrede bogen igennem, var min første indskydelse, at dette da godt nok var nogle forvirrede forfattere, som ikke har kunnet blive enige om, hvorvidt det var en bog eller en tegneserie, de ville lave. For det er en køn blanding af begge dele plus lidt ekstra. Bogen er udformet som hovedpersonen, Kates dagbog, og denne er rigt pyntet med familiefotos og deslige. Derudover er der hevet sider ud af forskellige fiktive Abadazad bøger som hist og pist er indsat i bogen på specielt udvalgte steder. Og! For at det ikke skal være løgn er der skiftevis tekst og tegneserie, bedst som man sidder og læser i teksten, fortsætter handlingen som tegneserie. Lyder dette forvirrende? Det er det også, men det fungerer og det er jo det vigtigste. Den eneste negative bemærkning jeg har til dette, er at man skal have ret gode øjne for at læse teksten i tegneserierne.

Forsiden vil helt sikkert vække opsigt og åbner børnene først bogen, er der mange der vil blive glædeligt overrasket, for der er et usædvanligt lækkert layout med masser af kulør.

Du kan læse mere om bøgerne og forfatterne på www.abadazad.com

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter