0 kommentarer

Vejen gennem bjergene af Knud H. Thomsen

af d. 30. januar 2017
Info
 
Sideantal

147

Udgivet

1987

ISBN

87-00-14984-5, 87-00-14985-3

 

Knud H. Thomsen er kendt for sine mesterlige fjollerier som ‘Klokken i Makedonien’ og ‘Røverne i Skotland’, der er lune røverhistorier hvis handling er sat i svunden tid. Derfra til at sætte Thomsen i bås og påstå at han hører til i den letbenede historisk-humoristiske genre vejen kort, men det er at gøre manden uret. For det første var de første værker i forfatterskabet meget alvorlige og ret deprimerende, for det andet viser ‘Vejen gennem bjergene’ tydeligt at han kan blande det alvorlige med det sjove og få en seriøs historie ude af det… der dog hælder mest til den muntre side. Men her markeres et toneskift – ikke radikalt, men dog markant nok til at de mere dramatiske begivenheder bliver mere hverdagsrealistiske. Eller dybfølte. De to hovedpersoner har også mere dybde end normalt ved Thomsen, især korporal Potter, der selvom han er en karikatur og hans skænderier med løjtnant Windfield er som Gøg og Gokke op ad dage, har en usædvanlig dyb klangbund. Potter har faktisk posttraumatisk stresssyndrom, selvom det vel ikke kan kaldes ‘post’ når han nu står midt i krigen.

Skrevet i slutningen af 80’erne med en handling der udspiller sig i en fjern egn af Afghanistan har Thomsen nok følt sig inspireret af russernes invasion af landet. Sikkert derfor er tonen mere alvorlig. Handlingen foregår godt nok 100 år før russernes besættelse, men der er krig mellem forskellige stammer mens briterne forsøger at holde styr på det hele. Heldigvis er det ikke så alvorstungt som i Thomsens første værker, nej, her inkorporeres det bedste fra hele forfatterskabet med et ret pletfrit resultat til følge. Der er grin, spænding, glimt i øjet og en fyldig persontegning.

Ingredienserne er simple: et meget umage makkerpar, en erfaren korporal og en pernittengryn grøn løjtnant, bliver under et angreb skilt fra deres kompagni. I stedet for at vende om og søge tilbage til basen – som i grønne løjtnant Windfiels øjne vil medføre at tabe ansigt, fortsætter de to gennem bjergene til Meshwar. Løjtnanten på en skadet fod og korporal Potter med traumatisk stress. Det er jo set før, men Thomsen slipper ret fermt afsted med det, og turen gennem bjergene er ret underholdende.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter