Pulitzer Prize
0 kommentarer

Vejen af Cormac McCarthy

af d. 28. oktober 2016
Info
 
Sideantal

260

Udgivet

2006

ISBN

978-87-02-07765-0

Originaltitel

The Road, oversat af Jan Hansen

Udgave

2. udgave, 2. oplag

 

Lad det være sagt med det samme – jeg er ikke til katastrofebøger eller film for den sags skyld. Altså den slags bøger/film, hvor verden er gået under eller hvor menneskene går til grunde.

Meeeen – jeg har overgivet mig til ”Vejen” af Cormac McCarthty,  der fortæller om en verden, der ikke er mere. Men også om en verden, hvor kærligheden trives under selv de mest ekstreme kår. Og så fortæller den om kærligheden mellem en far og hans søn. Et lidt forsømt emne i litteraturen.

Bogen holder dig i et stramt favntag på sine 260 sider, der i bund og grund kun handler om en mand og en dreng, der er på vandring i en verden, der er lagt øde af en katastrofe, som vi aldrig hører om, hvad skyldes. Verden er brændt af, alt er dækket af aske. Planterne er døde. Dyrene er døde. Luften er tung af røg. Og alt er dækket af aske. Det er 10 år siden katastrofen indtraf.

Nogle få mennesker har overlevet katastrofen.  Alt mad fra forladte huse og supermarkeder er væk – og de mennesker, der stadig lever,  tvinges ud  i mord og kannibalisme. Ingen kan vide sig sikker – og der er ingen fremtid at se frem imod.

En far og hans søn vandrer gennem et udbrændt Amerika. Kærligheden mellem de to er så stor, at den har overlevet verden, og de er på vej ud mod havet i håb om, at der måske er en verden på den anden side af ødelæggelsen.

En stor fortælling, en grufuld historie fortalt så intenst og smukt, at vi vandrer sammen med faderen og sønnen.  Vi fryser sammen med dem. Vi sulter sammen med dem. Vores fødder gør ondt, fordi vores sko er tyndslidte – og der findes ikke flere sko i verden. Alt er væk.

Dialogen mellem far og søn er stærk , troværdig og intens. Drengen vil hjælpe de mennesker, de møder på deres vej, faderen er kynisk og hans overlevelsesinstinkt er i alarmberedskab. Hvordan forbereder man sin søn på et liv i en verden, der ikke eksisterer?

Stor litterær oplevelse og man lukker bogen med en knugende fornemmelse af, at verden er skrøbelig.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter