0 kommentarer

Vei Bog 1 af Sara B. Elfgren og Karl Johnsson

af d. 23. september 2020
Info
 
Sideantal

150

Udgivet

2020

ISBN

978-87-7085-822-9

Originaltitel

Vei - bog 1

 

Vei er en norsk gendigtning og videreudvikling af den nordiske mytologi. Man må sige at forsiden er ekstremt flot, og forventningen skrues i forordet højt op af selveste Peter Madsen der skriver at “Vei” har været værd at vente på, og så lægger han et lokkemiddel ud når han skriver: “Aldrig har Odin været så uhyggelig og Freja så frodig. Og først og fremmest … glæd dig til at møde LOKE!!!”

Og det gør vi så, og da “han” endelig dukker op, tager “han” fusen på os. Men er det en fus i den hellige kønskorrekte og politiske korrektheds navn? For så er tegneserien blevet korrumperet. Læs og døm selv.

Her er historien om pigen Vei, der ikke er helt almindelig. Hendes pupiller er cylinderformede, som en stor multivitamin. Forklaringen er at hun er menneske med en dråbe jætteblod løbende i sig. Derfor overlever hun også efter at have flydt bevidstløs rundt i havet. Hun bliver samlet op af en flok krigere, der snart udslettes da skibet kæntrer ved Jotunheim, jætternes land. Pigen tager eneste overlever krigeren Dal med sig og begiver sig ‘hjem’ til jætteland, hvor hendes hjemby er forladt og hendes venner jætterne har forrådt hende. Snart møder vi de kendte guder, Odin, Thor og co. som er kommet for at kæmpe med jætterne om retten til Midgård, menneskenes land. Men da størrelsesforholdet mellem jætter og guder er ret ulige (guderne har menneskehøjde mens jætterne er kæmper, så jætterne er mange gange større) skal Vei og de andre ‘jættemennesker’ gå i ringen for jætterne. Det bliver ret blodigt.

Lad os se lidt mere på jætterne. De er blåhudede giganter, og bortset fra at de har horn ligner de avatarerne fra James Camerons film “avatar”. Og det er nok historiens eneste problem. Eller problemet er at vi i Danmark har en tegner der hedder Peter Madsen, som med sin serie “Valhalla” for alvor har vist hvordan den nordiske mytologi skal tegnes. Og man må bare ikke læse Vei med Madsens “Valhalla” i baghovedet, selvom det guddødme er svært. At Odin er en hærdebred skræmmende muskelmand og ikke en langhåret og langskægget olding – den har jeg det svært ved.

Selve historien med heltepigen er en smule kønskorrekt, eller tangerer noget alt for mange andre har fortalt før. Veis styrke er at det lykkes at blande klichéerne ind i en original fortælling der samtidig er bragende flot. Tegneserien er ganske enkelt fed, man kan næsten ikke andet end fræse igennem den, og så venter vi spændt på det afsluttende bind.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter