0 kommentarer

Vandengle af Mons Kallentoft

af d. 9. maj 2018
Info
 
Sideantal

413

Udgivet

2017

ISBN

978 87 71375 11 4

Originaltitel

Vattenänglar - oversat af Lillian Kingo

Udgave

1. udgave

 

Føleri: “det at gå op i sine egne følelser i alt for høj grad; overdreven sentimentalitet” (Den Danske Ordbog).

Føleri opleves som kvalmt omklamrende, patetisk, lettere hysterisk på en beregnende måde. Som et voldsomt anmassende overgreb.

Føleri er selve livsnerven i svenske Mons Kallentofts (mak)værk “Vandengle”. Vi er på kvindernes og børnenes side – det er dem, det er synd for – også i dén grad

Anslået 80% af denne såkaldte krimi går med, at vi skal høre om, hvad de mange personer (især kvinder og børn) føler og tænker. Selv de ikke-tilstedeværende og de døde føler og tænker hele tiden en hel masse!

Ind imellem al denne følen sker der somme tider bittesmå fremskridt i handlingen, men de indtræffer så sporadisk og så langsomt, at man næsten ikke bemærker det. Snegletempo forekommer eksplosivt ved siden af.

Oplægget er ellers spændende nok. I et nydeligt kvarter i Linköbing findes et pænt, yngre ægtepar skudt i deres jacuzzi, og deres vietnamesiske adoptivdatter Emma er sporløst forsvundet. Bortført eller myrdet?

Eks-alkoholikeren Malin Fors og hendes kolleger beslutter sig for, at efterforskningen kan have to vinkler: Den myrdede mand, som havde store jobs i Saab og Ericsson, indgik måske i en bestikkelsesaffære med tråde til Vietnam. Alternativt var der noget uldent ved parrets adoption af det vietnamesiske barn.

Mens Malin kæmper med sin tørst og sit mindreværd, finder afdelingens it-ekspert alle de spor, der er værd at følge. Det er altså smart med sådan en computer, men også lidt forudsigeligt.

Til sidst kommer der lidt gang i handlingen, men al spænding fjernes straks, fordi vi lige skal høre, hvad hver af de involverede tænker og føler, mens tingene sker.

Aldrig mere Mons Kallentoft til mig. Men nu er jeg også en halvgammel, vrissen mandsperson. Måske vil “Vandengle” være guf for nybagte mødre og #MeToo-fundamentalister med søvnproblemer?

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter