Man Booker
0 kommentarer

Vanære af J.M. Coetzee

af d. 29. maj 2016
Info
 
Sideantal

226

Udgivet

2010

ISBN

978-87-02-09096-3

Originaltitel

Disgrace. Oversat af Niels Brunse

 

Med “Vanære” har Nobelpris- og Booker-prismodtageren J.M. Coetzee begået et uafrysteligt mesterværk.

Der er så mange lag i den bog, at man dårligt fatter det. Handlingen alene havde været rigeligt – der er drama og spænding for alle pengene. Men næ nej, Coetzee har meget mere på hjerte, og han udreder alle tråde med så stor lethed og elegance, at den sagesløse læser næppe ænser sin multiple tilfredsstillelse, før den våde plet breder sig i underbenklæderne.

Historien foregår i det nye Sydafrika. 52-årige David Lurie underviser på Cape Towns universitet i litteratur og kommunikation. Han er en mand med konstante lyster, så da hans elskerinde forsvinder, kaster han sig over en studerende. Delvist mod hendes vilje, hvilket han inderst inde godt ved.

Han forvises fra universitetet og søger ly hos sin ensomme, lesbiske datter, Lucy, der er farmer i Eastern Cape-provinsen. David vil skifte spor og prøve at komponere en opera om den store digter Byron. Men ak, en uskønne dag trænger tre sorte ind på farmen, og derefter er alt forandret for både far og datter.

Som midaldrende, reflekterende hankønsvæsen er det ufatteligt interessant at læse om en ligestillet mands eksistentielle og seksuelle overvejelser. Coetzee behandler emnet uden humor eller optimisme, men med stor indsigt. Han ved et og andet om, hvordan mænd kan stivne åndeligt med tiden; sige og tænke de mest åndede ting.

“Hans sind er blevet et hjem for gamle tanker, ørkesløse, fattige, uden andre steder at gå hen. Han burde jage dem ud, feje rummene rene. Men han gider ikke – eller han gider ikke nok.”

Kvinderne i bogen er vidt forskellige, næsten arketyper, men alle tackler skismaet ære/vanære med større filosofisk ro end mændene, især David, der desperat prøver at filosofere sig ud af sine konflikter. Lucys resignerede reaktion på overfaldet er dog ikke kun udslag af kvindelig pragmatisme, men skal også ses symbolsk – som de hvides soning med deres fortid i forhold til de sorte.

Sociologisk er der nogle spændende iagttagelser af den nye dynamik mellem en selvbevidst, sort klasse og en hvid afrikaaner-kultur på tilbagetog. Lad os bare røbe, at bogen ikke blev et hit hos ANC, da den udkom. Men Coetzee er ikke racist, han er blot det misantropisk observerende øje i det høje.

De mange hunde, der optræder i bogen, kan sikkert ses som symboler på dette eller hint, men de giver også Coetzee anledning til at kommentere på menneskets forhold til dyr dengang og nu. Igen har han nogle interessante pointer.

Sjældent har en enkelt bog givet så mange forskelligartede oplevelser. Af hjertet tak.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter