0 kommentarer

Valravnen af Cecilie Eken

af d. 30. maj 2007
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

229

Udgivet

2006

ISBN

87-02-02517-5

 

“En valravn er en ulykkesfugl,” Kirstine sænkede stemmen. “Sort om natten og mindst tre gange så stor som de ravne, man ellers ser. Det er en omskabt ridder dømt af sin onde stedmor til at flyve hvileløst rundt for evigt. Kun hvis han drikker et spædt drengebarns blod, kan han blive løst af trolddommen.”
“Hellige Marie!” Jomfru Johanne knugede hænderne. “Er det sandt?”
“Lad være med at tage sådan på vej, Johanne,” vrissede jomfru Eline og kylede håndklædet fra sig. “Det er bare en gammel historie.”

På en ridetur i skoven ved aftenstid, sammen med sin kusine Jomfru Johanne og faderens tjenestedreng Per, ser den smukke Jomfru Eline første gang den usædvanlige ravn. Tre gange så stor er den, som andre ravne, og Eline bliver straks betaget af den. På muren ved Dødningebakken hvor fuglen har siddet, finder de et spædbarn, som de tager med sig hjem. Men spørgsmålene melder sig hurtigt, for hvis er barnet og har det mon nogen forbindelse til den mystiske fugl?

Kort tid efter bliver Jomfru Eline forlovet med Hr. Niels, men selvom det er en god nyhed, virker Jomfru Eline ikke glad. Hendes tanker er nemlig et helt andet sted, hos Ravnen, som hun efter deres første møde, på det nærmeste er blevet besat af. De hemmelige natlige udflugter til skoven bliver hyppigere og personerne omkring Jomfru Eline vikles ind i et spind af hemmeligheder.

Valravnen er en kærlighedsfortælling som foregår i middelalderen, velskrevet og med masser af mystik og spænding. Forfatteren Cecilie Eken har hentet inspirationen til bogens handling fra en folkevise og hvert kapitel starter med et vers fra denne, hvilket fastholder læseren i stemningen om den mystiske ravn “der flyver om Aftenen”.
Jeg syntes godt om bogen, men må samtidig sige at den for mig ikke når på højde med “Sikkas fortælling”, som jeg læste med stor begejstring.

Vil du vide mere om forfatteren og hendes bøger, kan du læse mere på hendes hjemmeside: http://www.cecilieeken.dk/

Bogen kan læses fra 13 år.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter