0 kommentarer

Væltede kældre af Hans Otto Jørgensen

af d. 2. marts 2006
Info
 
Sideantal

147

Udgivet

2005

ISBN

87-02-03511-1

 

Hans Otto Jørgensens “Væltede kældre” er en bog om død og forfald. Handlingen er at hovedpersonen John har været ude for et uheld og med nød og næppe har overlevet det. Den tragiske hændelse har også overlevet, næsten som en selvstændig ting i forholdet mellem ham og hans kæreste Ivy. Ivy er stærkt mærket af biluheldet, og det at have set John svæve mellem liv og død. Igen og igen fantaserer hun om hans død, der også ville betyde forholdets død, og dermed en lettelse men også ensomhed og skyld.

John og Ivy lever efter mottoet: Jo mere gift der er i blodet, jo mindre kan man føle. John æder konstant stesolider og ryger, mens han styrer deres gamle Buick land og rige rundt. Det hele gælder hele tiden om at komme væk, både konkret og i overført betydning. Bogen er da også et sløret, ufølsomt fortalt værk. Lidt en blanding af Bonnie and Clyde, Beatgenerationen og Morten Korch.

Personerne er heller ikke troværdige. F.eks. er det lidt svært at tro på, at den dullede dukkeagtige Ivy på sine højhælede sko, i sin tynde omblæste kjole, pludselig i perioder forvandler sig til kunstmaler. Ligesom det dog er helt utroligt så stor en detaljerigdom John er i besiddelse af – specielt når de er på landet. Det skal siges at parret bor i en lejlighed i Valby. Men igen har Hans Otto Jørgensen gjort brug af sin egen opvækst. Der er næsten ingen bund i Jørgensens erindringsbrønd. Når det ikke gør noget at personerne er utroværdige, er det fordi det er en del af sløringen. Og man skal ikke tro man ved alt. En hyldest til livet i denne dødsroman.

“Væltede kældre” er en skriveøvelse, som kun falder heldigt ud, fordi det lykkes H. O. Jørgensen at gøre den til sin egen. Han er så skrap en forfatter, med styr på egne forbilleder, specielt her Joyce. Bogen er svær at læse, der er ikke mere end et par punktummer på hver side. Igen og igen mister man koncentrationen, for derefter at blive tvunget tilbage på papiret og ind i digterens egne betingelser:
Jeg. Er. Her. Nu.
Der bliver til:
Jeg. Er. NU. Læsende. Her.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter