0 kommentarer

Uskyldens museum af Orhan Pamuk

af d. 11. juli 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

519

Udgivet

2011

ISBN

978-87-02-05996-0

Originaltitel

Museum of innocence

 

”Uskyldens Museum” er Pamuks første bog efter han i 2006 modtog Nobelprisen i litteratur. Den tager form som en læsevejledning, en guide til Uskyldens Museum, som vores hovedperson Kemal opretter for at minde og ære sin elskede Füsun.

I 1975 forelsker Kemal sig hovedkulds i Füsun lige op til sin forlovelsesfest med en anden kvinde. Han forestiller sig det perfekte liv med et stabilt ægteskab og Füsun som hans smukke, unge elskerinde. Hun forsvinder dog ud af Kemals liv lige efter hans forlovelsesfest, og resten af bogen er en lang ørkenvandring for både Kemal og læseren. Han forsøger at opspore Füsun, bliver fuldstændig besat af at få hende tilbage, tager afstand fra sine societyvenner og bryder endda med sin forlovede.

Pamuk får på de godt 500 sider åbnet op for mange døre, og man kan mærke at han prøver at leve op til sin status som en af verdens bedste nulevende forfattere. På mig virker det dog tvunget. Sproget er enkelte steder levende, men for det meste overraskende dødt.

Sporadisk får Kemals historie dybde, eksempelvis når der reflekteres over fænomener som tid, og det er også interessant at læse om Tyrkiets kulturelle ændringer i 70erne. Det hele gøres bare, så det på mig virker halvhjertet og usammenhængende. Generelt virker bogen som en for stor en mundfuld for Pamuk.
Når interessante, eksistentielle aspekter af Kemals oplevelser endelig strejfes, forsvinder de lige så hurtigt igen. Han beretter fx: “I det øjeblik var jeg lige ved at forstå, hvad det var der fik mig til at komme i Keskins [Füsuns families, red.] hus i otte år: Jeg blev drevet af selve det spørgsmål, der var kernen i, hvad det betød at være en mand eller en kvinde i vores del af verden.” Og så snakkes der ikke mere om det.

Det kan være, at jeg som læser har været for uengageret, og at andre læsere kan formå selv at sammenflette alle de aspekter, som bliver åbnet op for i bogen. Bogen har nemlig fået gode anmeldelser andre steder. Jeg kunne enkelte steder i bogen faktisk også godt mærke, hvad den ville, og hvor stort et potentiale den havde. Andre steder faldt tingene ganske enkelt bare til jorden, og det virkede så mystisk på mig, at jeg måtte spørge mig selv om det var mig, som den var gal med. Fordi jeg betegner mig som en forholdsvist trænet læser og velorienteret i bøgernes verden, vælger jeg at tro på, at bogen nogle (og for mange) steder reelt ikke fungerer og er direkte kedelig. Måske er meningen heller ikke at hitte mening i tingene, hverken for læseren eller for Pamuk, men blot at læse og opleve det kaos, som Kemal på flere niveauer oplevede i sin ungdom i 70’ernes Tyrkiet. Men det er en retrospektiv forklaring, som jeg lige har fundet på, og som jeg desværre ikke selv tror på.

3 små stjerner. 3, fordi Pamuk åbner nogle fantastiske døre. Små, fordi han sjældent går ind ad dem.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter