0 kommentarer

Uro af Jesper Stein

af d. 27. juni 2013
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

409

Udgivet

2012

ISBN

978-87-400-0594-3

 

Året er 2007, scenen er Assistens Kirkegård, klods op og ned af Ungeren (Ungdomshuset) på Jagtvej, som politiet i disse højspændte martsdage er ved at rydde med brutal magt. Hætteklædte unge fra hele Europa udkæmper voldsomme slag med visirklædte betjente. Hårdt mod hårdt. Pressefolk på begge sider af det politiske spektrum hælder veritable skraldespande af skældsord ud over kombattanterne.

Det er en dramaturgisk perfekt ramme, som JP/Politiken-journalist Jesper Stein har valgt at lade sin krimidebut, “Uro”, udspille sig i.

På kirkegården findes en mand kvalt, iført elefanthue, combatstøvler og flere andre af de autonomes kendetegn. Er det nogle af de vitterligt meget blodtørstige urobetjente, der er gået for vidt?

Vicekommissær Alex Steen sættes til at opklare drabet, men opdager hurtigt, at det er en hvepserede, han er ved at stikke hånden i. De glatte fyre fra PET har interesser i sagen, det samme har ‘perkerne’ fra Blågårds Plads Banden, og et narko- og prostitutionsbefængt spor, der leder til Makedonien, komplicerer kun sagerne yderligere.

Alex Steen selv lider af dødsangst og har i tilgift svære søvnproblemer, som han dulmer med hash. Forholdet til ekskonen skifter mellem kold og varm krig, og venligtsindede kvindelige vidner sætter hans integritet på en hård prøve.

“Uro” er en hæderlig og meget dansk krimi, der mod slutningen oven i købet bliver ganske spændende. Men Jesper Stein, der selv må være jyde, kæmper alt for indædt for at ramme en hårdkogt, københavnsk stil, der slet, slet ikke lykkes. Lad mig underholde med nogle eksempler:

‘Fuck, hvor noget lort!’ (her er et hv-ord for meget til, at en københavner ville sige sådan). Guldøl kaldes ‘gulderter’, lig ‘kadaverkasser’, skurke ‘crooks’, irriterende kolleger er ‘smartasses’, og garvede politifolk får ‘the creeps’. Sorry, Jesper, men ikke engang i vores ondeste drømme falder den slags ord rigtige kjæwenhavnere ind.

Og så er der lige de popsmarte formuleringer: ‘Assistens Kirkegård. Grønt åndehul i stenørken. Gravsted. Fristed. Gerningssted.’ Og denne her: ‘Fløjsblød sex uden forhindringer … flødekarameller, frihed, fisse.’ Muligvis kan den slags dupere Jyllands-Pestens læsere, men på mig virker det en anelse puerilt.

Usandsynlighederne står i kø: Alex Steen (er det et godt navn?) medbringer sin 5-årige datter, som han kæmper om forældreretten med sin ekskone om, dels til det blodige gerningssted på kirkegården, dels til lighuset, hvor hun kigger ned i skufferne til de døde kroppe. Desuden har han intet besvær med at aflevere datteren i børnehave – på en søndag!?

Alex Steen beskrives som en ‘arrogant, pissesur skiderik’, hvilket rammer plet. For egen regning vil jeg tilføje: Barnlig, smålig, uansvarlig – kort sagt en røv med ører. Ikke den fedeste hovedperson.

Men af en dansk krimi at være er “Uro” slet ikke så ringe endda. Jesper Stein har givet sig selv to chancer mere for at rette op tingene, da der efter sigende kommer et par bøger mere i serien. Held & lykke, smartass!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter