De Gyldne Laurbær
0 kommentarer

Undtagelsen af Christian Jungersen

af d. 13. december 2005
Info
 
Sideantal

621

Udgivet

2004

ISBN

87-02-03370-4, 978-87-02-03370-0

 

“Undtagelsen” er en af de få bøger, der har formået at holde sig på bestsellerlisterne langt over et år. Bogen har fået meget ros og flere priser, – ikke helt ufortjent, for den er utrolig spændende.
Der er fire hovedpersoner i “Undtagelsen”, og de arbejder alle på Dansk Center for Information om Folkedrab i København. To af hovedpersonerne er Iben og Malene: de er gamle studiekammerater og nære veninder. Iben er ofte plaget af voldsomme mareridt fra nogle traumatiske oplevelser i udlandet (en gidseltagning), som påvirker hende psykisk, og Malene lider af gigt, der i perioder gør hende invalid og afhængig af andres hjælp. Derudover møder vi centrets bibliotekar Anne-Lise, der har været ansat i et års tid, og sidst men ikke mindst er der sekretæren Camilla. Romanens kapitler har skiftevis de fire personer som hovedperson.
Temaet i bogen er ondsindet og ubegrundet mobning, og det går ud over bibliotekaren Anne-Lise. Da centret pludselig modtager dødstrusler via e-mail tror Iben og Malene, at Anne-Lise står bag truslerne – og så går mobningen af Anne-Lise for alvor i gang. Mistanken mod Anne-Lise er helt ubegrundet. Vi hører historien fra de fire personers meget forskellige synspunkter og hører hvordan de hver især opfatter virkeligheden på kontoret – det kommer der fire meget forskellige historier ud af.
Bogen er højaktuel og sætter fokus på mobning på arbejdspladsen – og beskriver på en meget overbevisende måde, hvordan det er at være offer for mobning. I Danmark er der tendens til at overse, hvilke konsekvenser mobning kan have for den det går ud over – “Undtagelsen” er et fint eksempel på hvad der sker når man ikke behandler hinanden ordentligt. Sproget er flydende og stilen er meget overbevisende, så jeg kan kraftigt anbefale at man læser “Undtagelsen”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter