0 kommentarer

Underkastelse af Michel Houellebecq

af d. 5. oktober 2015
Info
 
Sideantal

286

Udgivet

2015

ISBN

978-87-638-4093-4

Originaltitel

Soumission

Udgave

1. udgave

 

”Islam er den dummeste religion,” udtaler Michel Houellebecq i 2002. Furore! Houellebecq er Frankrigs mest berømte og mest succesfulde nulevende forfatter.

I 2015 udgiver han ”Underkastelse” om en muslimsk magtovertagelse i Frankrig. Bogen udkommer samme dag som massakren i Paris på Charlie Hebdo, som denne dag har en karikatur af Houellebecq på forsiden. En af forfatterens nære venner bliver dræbt under attentatet. Alt sammen helt tilfældigt.

Efterfølgende bliver Houellebecq spurgt, om han er islamofob? Jo, det er han nok, men i betydningen ’angst for islam’, ikke hadefuld. Islam som udtrykt i koranen har nemlig mange gode sider; det er religionens moderne fortolkere, der prædiker had og underkastelse, han væmmes ved.

Er ”Underkastelse” en islamofobisk roman? Næppe, men spørgsmålet er åbent for fortolkning. Ikke desto mindre er forfatteren i dag nødt til at være omgivet af livvagter.

I bogen er tiden stillet 7 år frem, til 2022. Den midaldrende litteraturprofessor François befinder sig i en eksistentiel krise. Hans intellektuelle formåen toppede årtier før med en 800-siders afhandling om naturalisten Huysmans. Tidens tand er begyndt at mærke hans krop, og højdepunkterne i hans liv er sprut, smøger og etniske retter fra mikrobølgeovnen.

Heldigvis kan han stadig tiltrække yngre kvinder, som jo langt er at foretrække på kødmarkedet: “Jeg benyttede mig kort sagt til fulde af den grundlæggende ulighed som består i at den fremskridende alder kun ganske langsomt ændrer mandens erotiske potentiale, hvorimod forfaldet hos kvinden med en forbløffende brutalitet indfinder sig i løbet af få år…”

Nemlig – François er mandschauvinist, også når det gælder religion: ”Med en gammel luders sikre tæft havde Nietzsche med rette set at kristendommen dybest set var en kvindelig religion.”

Set i det lys kan udviklingen vise sig at være til hans fordel. Ved præsidentvalget forkaster franskmændene den primitive højreradikale Front National-kandidat (Marine le Pen) og vælger i stedet den kultiverede, moderate muslim Muhammed Ben Abbes. Man accepterer en tilbagevenden til mere traditionelle familieværdier, kvindernes gradvise udtræden af arbejdsmarkedet og en afseksualisering af kvinders optræden udadtil.

François’ unge, jødiske kæreste, der er så generøs med blowjobs, flygter til Israel. Samtidig mister han jobbet på Sorbonne, der nu sponseres af saudiaraberne – man skal være muslim for at undervise her.

Bogen går nu med, at François æder, drikker, filosoferer og farter omkring; alt sammen noget planløst. Især funderer François over, at hans livsprojekt, Huysmans, selv konverterede til katolicismen i en sen alder. Og at en anden intellektuel berømthed, Guènon, konverterede til islam så sent som i det 20. århundrede. Tænkende mennesker kan altså flyttes.

På Sorbonne konverterer flere af François’ kolleger. Ingen lægger skjul på, at de fristes af muligheden for polygami (yngre kvindelige studerende byder sig villigt til), højere oliebetalte lønninger og mere status.

For mandschauvinisten François er valget måske alligevel ikke så svært. Som en nykonverteret minister siger: ”For mig er der en forbindelse mellem kvindens fuldstændige underkastelse under manden, sådan som den beskrives i O’s historie, og menneskets underkastelse under Gud, som islam stræber efter.”

Og Houellebecq selv? Efter sigende skal bogen ses som en kritik af de franske intellektuelle for at være nogle svagpissende kujoner, der er til fals for både nemme ideologier og et bekvemt vellevned.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter