0 kommentarer

Under viadukten til Allerøds himmel af F. P. Jac

af d. 17. juni 2008
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

80

Udgivet

1986

ISBN

87-418-7982-1

 

Mange mennesker har nok et billede af digtere som nogle, der arbejder i dagevis på de enkelte digte og forsøger at indkoge det uudsigelige i stemningen, på papir. En sådan betragtning er ikke dum og passer for eksempel på digtere som Søren Ulrik Thomsen og Anne Mette Kure Andersen.
Det kan dog være væsentligt at indse, at digtningen kan antage mange andre former, såsom for eks. Peter Laugesens ”Beat lyrik” og denne anmeldelses emne; F P Jac. Anmelderen Erik Skyum- Nielsen er inde på at mens for eks. Søren Ulrik Thomsen forsøger at udtrykke sig så præcist og rammende som muligt, gør F P Jac det modsatte. Pludrer løs og dænger ordene op i store bunker og håber på det skaber mening. Læseoplevelsen med F P Jac er spøjs og som læser skal man være forberedt på at møde mange nye ordsammensætninger og navneord der kan bruges som udsagnsord.

”Under Viadukten til Allerøds himmel” er fra 1986. Den opleves som et sammenhængende forløb med et jeg og et du der bindes sammen af kærlighed. Jeg´et, (F P Jac?) er en dagdriver, der gerne nyder alkohol og tænker på at nyde tiden, mens du´et er en kvinde med karriere og faste holdninger. Hun omtales for eks. s. 13 ”På afstand er du nu, sikkert smuk i din jobsilhuet”. Digtene begynder i et forår og fortsætter (krono(logisk)) hen over en sommer og rummet er Nordsjælland, der dog langtfra ses i alle digte. I nogle digte kommer Jac´s holdninger til andre ting frem, som når han for eks. s. 74 skriver ”Jeg har vendt en ny bog om poetik på hovedet, for poesiens skyld// for brakmarker er så sarte, og bliver tit til lossepladser i stedet”
En af mine yndlingspassager, der viser noget om kreativiteten, er følgende:

”I dag vil jeg kun smutte sten, og opfå vores korte tid// Jeg vil blive ude i mørket, til stranden Atlantis// I dag vil jeg feje foran døren, så naboens buket fængsler//Jeg vil blive ude på nikkehold, til myggene viger koldt”

Læseoplevelsen er yderst positiv og F P Jac virker i denne digtsamling legelysten og klar til at eksperimentere. Derfor er den klart anbefalet herfra. Fordelen ved gamle klassikere er, at de er lette at finde på biblioteket og sjældent er udlånt.
Der findes mange veje ind i og ud af forfatterskaber. Vejene ud af forfatterskaberne er glemselen og de manglende/ negative anmeldelser. Her vil jeg afslutningsvist se på veje ind i F P Jac´s (forfatter)verden.
Hvis man ønsker at vide mere om Jac´s biografi er han med i ”Danske forfattere i det 20 århundrede” 3 og 4 udgave. Om hans digtning kan Lars Bukdahls: ”Læberne sproges : hokus pokus F.P. Jac” anbefales.
Hvis man synes denne digtsamling er for let, kan man prøve den meget stofmættede eksplosive Misfat fra 1980, der kræver sin læser for at gennemføre. Hvis du kan lide Prosa findes dette også i forfatterskabet. En af de bedre er ”Under de græssende hinkestene” 2000, der handler om alkoholisme mellem anger og fest, med det typisk skæve Jac-sprog, man kan blive afhængig af som læser!

Lån bogen på biblioteket.

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter