0 kommentarer

Under kuplen af Stephen King

af d. 19. oktober 2010
Info
 
Sideantal

1197

Udgivet

2010

ISBN

978-87-11-41260-2

Originaltitel

Under the dome

 

Den lille by Chester’s Mill afskæres pludselig fra omverdenen af en usynlig kuppel, som hverken kan gennemtrænges af missiler eller andet, som militæret finder på at forsøge sig med. Udenfor kuplen undrer man sig over, hvad der foregår, og gætter på alt fra terrorister til aliens.

Inde i kuplen undrer man sig også, men her bliver situationen lynhurtigt meget mere jordnær, for pludselig er hver dag blevet et spørgsmål om liv og død. Byens rådmand, Big Jim Rennie, ser nemlig sig selv som den eneste, der kan styre byen igennem situationen. Og skulle der ikke være optøjer og uroligheder, han kan redde byen fra, så skaber han dem selv med hjælp fra sit nydannede politikorps.

Overfor ham står bl.a. den tidligere soldat Dale Barbara, som før kuplen kom på kant med Rennies søn, og nu kan se frem til en yderst ubehagelig fremtid så længe Big Jim står ved roret. Også byens reservelæge, den ene præst, journalisten på byens eneste avis og enkelte andre er imod Big Jims regime. Men de er få og uden våben.

For så vidt er historien egentlig meget interessant, for King undersøger, hvad der sker med folk under pres. Når de sættes i situationer, de ikke kan flygte fra, og når hele deres verdensanskuelse går fløjten fra den ene dag til den anden. Desværre bliver det hele bare alt for meget – ikke mindst pga. længden (1197 sider!) Vores helte kommer ud i usandsynligt mange situationer i løbet af meget kort tid – romanen løber over en uge – og vores skurke er så skurkagtige, at det er meget svært at forestille sig, at normalt tænkende mennesker har valgt dem til de embeder, de besidder.

Derudover er det ligesom om, King har fortalt historien før. Han har skrevet om magtfulde mænd, der går amok, om en by som isoleres fra omverdenen og ikke mindst har han i forvejen skrevet den bedste apokalypse-roman nogensinde med “Opgøret”. Der er med andre ord ikke meget nyt at komme efter.

Der er dog glimt, hvor Kings evne til at skildre almindelige mennesker i ualmindelige situationer kommer til sin ret, og særligt hen mod slutningen vokser historien til noget godt. Men alt i alt blev jeg desværre skuffet over “Under kuplen”, som kunne trænge til at blive forkortet mindst 400 sider. Det ville have gjort plottet skarpere, og ville med garanti have skabt et langt bedre pace i historien, som ind i mellem føles utroligt langsommelig.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter