0 kommentarer

Under huden. Erindringer. 1. del af Doris Lessing

af d. 10. januar 2013
Info
 
Sideantal

432

Udgivet

1996

ISBN

87-00-20396-3

Originaltitel

Under My Skin. Volume One of My Autobiography, to 1949

 

Doris Lessing er en af den engelsksprogede litteraturs store damer. Bedst kendt for hendes kvindesagsromaner “Den gyldne bog” og “Sommeren før mørket” og hendes debutbog “Græsset synger” om forholdene i det daværende Sydrhodesia.

»Under hunden« er fremragende erindringer af Doris Lessing om en dramatisk ungdom i Afrika – og om to generationer i klemme mellem verdenskrigene, ideologierne og magtkampen mellem mødre og døtre.
Til Første Verdenskrigs vanvid hørte ikke bare massemordene i skyttegravene i Flandern, med ti millioner unge døde, men også den giftgas der udgik fra the Establishment.

Doris Lessing blev født i Persien af engelske forældre, men voksede op i kolonitidens Sydrhodesia i et farmerhjem. Faderen var krigsinvalid, mens moderen kæmpede for at holde en snobbet middelklassefacade med victorianske normer. De indbød unge Lessing til oprør.
Hun kastede sig ud i det sorgløse, koloni-britiske klubliv og giftede sig i en ung alder med en engelsk embedsmand.

Efterhånden kom hun ind i intellektuelle kredse og endte som kommunist. Hun giftede sig anden gang med den lokale partileder, en flygtning fra Hitlertyskland. Efter en fredelig skilsmisse rejste hun i slutningen af 1940erne til London.
Hun kommenterer sit forfatterskab og forklarer sin kommunistiske fortid med, at kommunismen for mange intellektuelle efter Anden Verdenskrig stod som det eneste alternativ til et falleret samfundssystem.

“Under huden” er en søgende sjæls fængslende øsen af sin livserfaring. Doris Lessing blev drevet og styret frem, trods hendes protest-holdning jeg-vil-ikke går igennem bogen. Følelseslivets dobbelthed iagttages glasklart af hende, dog med den hage, at hun nogle gange er lige lovlig detaljerig.

Bogen er dog alt i alt en livsklog og livsbekræftende bog, der vil optage mange læsere i lang tid. Den bør læses langsomt, med alle antenner ude, for det detonerer med diskrete pointer og uventede sandheder undervejs. Man bliver klogere på en stor forfatterpersonlighed og hendes brændstof, på et stort, ukendt kontinent og på et centralt stykke historie i minefeltet mellem Den store Krig og den kolde krig.
Denne første del af hendes erindringer stopper i 1949.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter