0 kommentarer

Under bordet af Dennis Lehane

af d. 7. april 2015
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

229

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7129-476-7

Originaltitel

The Drop

 

Dennis Lehane. Husk navnet. Den fyr er garant for god underholdning. Siger film som “Shutter Island” og “Mystic River” dig noget? Lehane er manden, der skrev bøgerne bag.

“Under bordet” er en knaldhård, lille krimi skrevet i en pause mellem Lehanes større romanprojekter. Et kærkomment frikvarter for den produktive forfatter, mærker man. Som altid er handlingen henlagt til Boston, og som altid er det nogle mange-facetterede og mildest talt brogede typer, der har fået tildelt hoved- og birollerne.

Store, godmodige Bob fisker en sønderbanket hundehvalp op af en skraldespand på vej hjem fra sin tjans som bartender på et værtshus, der er ejet af den tjetjenske mafia. Fra sit vindue i nærheden ser Nadia med det uhyggelige ar på halsen, at Bob redder hunden og tilbyder at hjælpe ham med den. I hinandens øjne genkender de to ensomme mennesker en beslægtet sjæl.

Men ak, “Under bordet” er som sagt en krimi, ikke en love story. Omkring Bob og Nadia kredser et væld af væmmelige typer, der hver især har deres helt egne planer.

Eric Deeds myrdede for eksempel tre mennesker med koldt blod samme dag, han slap ud af spjældet. Nu er han tilbage i Boston, og han har set sig lun på både Bobs hund og Nadia – og en tredje ting, som ikke skal røbes her.

Bobs fætter, Cousin Marv, som værtshuset er opkaldt efter, har også planer. Egentlig kan Marv vældigt godt lide sin lidt dorske fætter, men sentimentale følelser skal vel ikke stå i vejen for en god idé?

Den lokale betjent, Torres, der går til morgenmesse i samme kirke som Bob, har et godt øje til værtshuset. Han ved bare, at der foregår noget lusk dér. For ti år siden forsvandt én af bartenderne sporløst. Nu er stedet overtaget af den fæle Chovka og hans slæng. Et røveri begås, men ingen vil sige, hvor meget der blev stjålet. Hvis Torres finder hoved og hale på tingene, kan han måske bringe sin egen kuldsejlede karriere tilbage på ret kurs.

Hvad Torres ikke kender til, er fundet af en arm med et ur, der sidder omvendt, og en hånd fuld af blodige sedler. Hvem tilhører armen, og hvem sender hvem et vink med en vognstang ved at efterlade arm, ur og penge i en plasticpose ved værtshuset?

Gradvist spidser tingene til, og det hele kulminerer på årets vigtigste søndag, Super Bowl-finalen, hvor værtshuset er stuvende fuldt af ophidsede, tørstige, spilleglade folk.

Taktfast applaus til den genialt-flabede krimioversætter Søren K. Barsøe. Han nøjes aldrig med bare at oversætte, men finder eller opfinder udtryk, der rammer originalens tone of voice bedre end forfatteren selv. To små eksempler: Det er iskoldt, og “Bob skuttede jakken på.” Et kuld nye politifolk blev udklækket, så “et kyller af patruljebetjente ville få sparket opad.”

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter