0 kommentarer

Ulykken af Linwood Barclay

af d. 26. december 2016
Info
 
Sideantal

415

Udgivet

2016

ISBN

978-87-7677-679-4

Originaltitel

The accident
oversætter: Marielle Nielsen Hansen

Udgave

1. udgave

 

Glen Garber, chef i byggefirmaet Garber Contracting, mærker krisen kradse. Ordrebogen er ved at være tom, og dertil kommer, at der udbrød en brand i et af de huse, de er i gang med at renovere – hvis ikke forsikringen dækker, vil det ruinere firmaet. Sheila tager et aftenkursus for at kunne hjælpe i firmaet (selv om man kan undre sig over, at der er behov for det, når der ikke er så meget at lave), og antyder, at hun har fundet en måde at tjene mange penge på – men Glen får aldrig at vide hvordan, for samme aften kommer Sheila ikke hjem efter sit aftenskolekursus. Hun er blevet dræbt i en trafikulykke, som hun var skyld i, som kostede flere menneskeliv – og hun har alkohol i blodet. Glen må granske sin hjerne: havde hun et alkoholproblem, som han ikke var opmærksom på? Har han overset nogle tegn? Eller er der en anden forklaring?

Han er nu alene med datteren Kelly på 8 år, og skal tage stilling til mobning, evt. skoleskift og alle de ting, som hendes mor plejede at tage sig af.  Da Kellys venindes mor også dør, begynder Glen for alvor selv at undersøge sagerne. For de to dødsfald kan næppe være tilfældige – eller hvad?

Krisen påvirker ikke kun Glen, men også flere af hans medarbejdere. Et hus går på tvangsauktion, og kollegaen bebrejder Glen, at han ikke har hjulpet mere. En kvinde i omgangskredsen sælger kopitasker, andre sælger kopimedicin og der er også elartikler af tvivlsom kvalitet i omløb. Og bagmanden har ingen skrupler – får han ikke sine penge, koster det liv.

Jeg var meget begejstret for bogen ”Uden et ord” af samme forfatter, og havde derfor høje forventninger. De blev ikke helt indfriet. Bevares, bogen er spændende, der er masser af action, og slutningen er virkelig overraskende. Alligevel synes jeg simpelthen, den er for utroværdig, man tror ikke helt på hverken personer eller begivenheder. Der er lidt for mange tvivlsomme personer i Glens omgangskreds til, at man kan tro på det, og den overraskende slutning er ligeledes særdeles utroværdig.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter