0 kommentarer

Ulvenes rige af Jean-Christophe Grangé

af d. 17. januar 2006
Info
 
Sideantal

525

Udgivet

2005

ISBN

87-621-0493-4

Originaltitel

L'empire des loups

 

Efter at have pudset formen af med den hæderlige, men meget voldelige “De blodrøde floder” og den fine “Stenkoncilet”, har Grangé nu ramt et plot og en stil, som er intet mindre end eminent.

Vi følger den 31-årige Anna Heymes, som plages af nogle besynderlige øjeblikke af hukommelsessvigt, som griber forstyrrende ind i en ellers privilegeret dagligdag i Paris’ overklasse. Samtidig efterforsker Paul Nerteaux nogle kvindemord blandt illegale arbejdere i den tyrkiske bydel. Anna Heymes opsøger psykiateren Mathilde Wilcrau og Paul Nerteaux beder en pensioneret kollega, Jean-Louis Schiffer om hjælp.

Det er så disse to par – den chikke Anna og den smukke Mathilde samt den regelrette Paul og den korrupte Schiffer – vi følger gennem næsten alle de dejligt mange sider i en hæsblæsende bog.

Man overraskes flere gange som når fortællervinklen på side 278 skifter til jeg-form, eller når hovedpersoner optræder som bipersoner i andres historie. Romanen har fundet en fin balance mellem at være let læst og alligevel intellektuel. Den rammer parisiske stemninger som om man var der selv, men er også eminent, når handlingen henlægges til Tyrkiet. Alle miljøer står skarpt, og selv de ret mange personer tegnes grundigt uden at blive tunge.

I thrillere af denne længde sker det, at intensiteten kan forsvinde til sidst, men nogen af bogens allerbedste afsnit kommer faktisk hen mod slutningen, f.eks. på s. 461.
Jean-Christophe Grangé er i særklasse og man ærgrer sig over, at ikke alle hans bøger er udkommet på dansk.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter