0 kommentarer

Ukulele jam af Alen Meskovic

af d. 18. november 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

393

Udgivet

2011

ISBN

978-87-02-10923-8

 

Alen Meskovic er født i Bosnien i 1977 og opholdt sig fra 1992 til 1994 i en kroatisk flygtningelejr, før han kom til Danmark.
Den delvis selvbiografiske handling i debutromanen ”Ukulele Jam” er henlagt til disse år, da krigen på Balkan var på sit højeste.
I romanen beskriver han også en drengs pubertet med det, der nu engang hører den periode til: Alkohol, musik, irritation over forældre og forelskelser.

Bogen lægger ud med et vigtigt kapitel i Europas historie. Hovedpersonen, Miki, tvangsflyttes sammen med sine forældre til en flygtningelejr i Kroatien, mens Mikis bror og idol, Neno, sendes i serbisk fangelejr. Familien er splittet, og i lang tid lever Miki i uvished om sin brors skæbne.
15 år gammel skal drengen finde en måde at leve på i en ny miniudgave af det omgivende samfund og dets konflikter, for i lejren er der både bosniske kroater, bosniske serbere og som ham selv muslimske bosniere, bosniakker.
Et stykke inde i bogen udvikler den sig til at blive en slags ungdomsroman med vægt på fest og flirt. Og det bliver en smule trivielt at være i selskab med en teenagers sprog på næsten 400 sider.
Romanen har dog flere niveauer, og portrættet af Miki bliver bade morsom og tragisk. At miste familiemedlemmer og hjem er nok den ultimative smerte for de fleste mennesker.
Det er den ungdommelige og naive stemme, Mikis, der lægger sig over fremstillingen med al dens hysteri og afstumpet nationalisme. Det giver mening al den stund, at romanen er baseret på forfatterens egne erfaringer. Men om det virker, det vil der nok være delte meninger om. De pubertære beretninger har vi nok hørt et par gange før, så her er ikke så meget nyt at komme efter. Det, der skulle friste læseren, er det anderledes miljø, handlingen udspiller sig i. Desværre træder alt dette efter min mening for meget i baggrunden.
Den eksistentielle umyndiggørelse, som det formentlig har været forfatterens hensigt at skildre sammen med håbet om at kunne bestemme over sit eget liv, overskygges lidt af pop og lir.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter