0 kommentarer

Ukuelig Af Laura Hillenbrand

af d. 2. juli 2015
Info
 
Sideantal

640

Udgivet

2014

ISBN

978-87-92845-48-1

Originaltitel

Unbroken, oversætter: Ingeborg N. Christensen

 

I 2014 kom filmatiseringen af denne biografi, som i ikke mindre end tre år lå på bestseller-listerne i USA. Jeg har ikke set filmen, som har fået lidt blandede anmeldelser, men bogen kan jeg til gengæld varmt anbefale.

Louis Zamperini voksede op i Torrance, Californien som søn af italienske immigranter. Helt fra lille havde han svært ved at holde sig i ro, og han var lidt af en ballademager. Heldigvis opdagede storebroren Peter hans talent for at løbe, og Louis livsbane var lagt.

I 1936 deltog han som 19-årig ved OL i Berlin, og drømmen var at vinde guld ved det kommende OL i Tokyo. Desværre kom 2. verdenskrig i vejen, og i stedet blev han bombeoperatør i flyvevåbenet. Men under et eftersøgningstogt i 1943 styrtede hans fly ned over Stillehavet. Kun tre af besætningen overlevede, og i 47 dage drev deres redningsflåde 3.200 km sydvestover, indtil de nåede en af Marshalløerne, hvor de blev fanget af japanerne og sendt i fangelejr.

Beretningen om Louis Zemperinis liv er på en gang ukuelig optimistisk, og samtidig er det noget af det mest voldsomme, jeg har læst. Pinslerne, som de tre soldater gennemgår for at overleve halvanden måned på havet nærmest uden mad og drikke med en stegende sol over og glubske hajer under sig, er slet ikke til at begribe.

Næsten værre bliver det, da de kommer i fangelejr. Heller ikke her får de nok at spise, og samtidig er vold og tortur en daglig forseelse.

De grufulde forhold forfulgte også de overlevende krigsfanger efter krigen. Ikke alene var der de fysiske eftervirkninger af opholdene, som kunne være alt fra forkrøblede knogler der var groet skævt sammen efter tæsk til blindhed som følge af underernæring.

Men også psykisk havde krigsfangerne ar. Mange led af posttraumatisk stress, og også depression og angstforstyrrelser var almindelige blandt de overlevende. Heller ikke Louis Zamperini slap uskadt fra krigen, og måske meget sigende er det netop i årene efter krigen, at Louis er tæt på at knække.

Laura Hillenbrand har som baggrund for bogen haft ikke mindre end 75 samtaler med Louis Zamperini selv. Derudover har hun brugt dagbøger, breve og arkivmaterialer, og resultatet er en omfattende biografi, som også følger skæbnerne omkring Louis, både i lejrene og hjemme i USA, samtidig med at begivenhederne sættes i et historisk perspektiv. Det er imponerende gjort, og jeg er imponeret over, hvor letlæselig og forståelig Hillenbrand fortæller.

“Ukuelig” er en ualmindelig spændende og medrivende erindringsbog fra stillehavskrigen, som hylder menneskets mod og udholdenhed under umenneskelige vilkår. Min eneste anke er, at oversættelsen til tider virker sprogligt knudret, men det kan ikke ødelægge det overordnede indtryk af en vellykket biografi om et enestående menneske med en ufattelig vilje.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter