0 kommentarer

Uforudsete hændelser af Hanne Richardt Beck

af d. 7. januar 2020
Info
 
Sideantal

394

Udgivet

2016

ISBN

978 87 02 19194 2

Udgave

1. udgave

 

“Uforudsete hændelser” er for dig, som interesserer dig for midaldrende kvinders helt forståelige frustrationer. Bogen handler nemlig om fire frustrerede kvinder, der er ovre deres første ungdom.

Astrid er frustreret over skilsmissen fra Jesper, der har resulteret i et dårligt forhold til døtrene. Susan er frustreret over sin konkurs, sin ensomhed, sin midaldrende skikkelse. Tine er frustreret over, at hun ikke får det dér attraktive job i bofællesskabet, og så er hun oven i købet lidt bims i kasketten. Pilar er frustreret over, at hun spiser for meget, når hun ikke kan knække sine sager.

Det kan måske lyde, som om den midaldrende mandlige anmelder bare gør sig lystig over noget, han ikke kan identificere sig med. Men nej, jeg mener – jeg ved faktisk – at der er et publikum til bøger som “Uforudsete hændelser”. Romanen har fået flotte anmeldelser, formentlig især af – midaldrende kvinder. Frustrerede eller ej.

Mine egne frustrationer går på, at bogen bliver solgt på sit luftpostpapirtynde handlingsskelet – en gådefuld mordsag – men at højst 5-10% af siderne bruges på sagen. Resten handler, som det vist svagt er antydet, om midaldrende kvinders frustrationer.

Selv Liza Marklunds bøger har mere handlingsdrevet krimi, mindre stillestående personfnidder i sig.

Den gådefulde mordsag handler i al sin gribende enkelhed om en lille spansk drengs forsvinden, mens tre danske kvinder bor til leje i feriehuset ved siden af. Det sker på Mallorca, året er 2001. Tretten år efter findes drengens knogler ved et tilfælde, og politikvinden Pilar må til Danmark for at interviewe de tre kvinder.

Men interviewene drukner i kvindernes tanker om deres frustrerende liv. Kvinderne tænker og tænker og tænker, og tankerne er kun negative.

Sjældent eller aldrig har en bog kedet mig så meget. Derfor denne frustrerede anmeldelse, sorry.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter