0 kommentarer

Uendelige Verden af Ken Follett

af d. 1. april 2008
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

1063

Udgivet

2008

ISBN

978-87-7714-835-4

Originaltitel

World Without End

 

Rammer pesten kun synderne, og vil retfærdigheden altid ske fyldest? Bestemt ikke i denne uafhængige fortsættelse af kæmpesuccesen “Jordens søjler” fra 1989.

“Uendelige verden” starter i 1327, ca. 200 år efter “Jordens søjler”. Kingsbridge er blevet en stor by med næsten 7000 borgere, men trods den tilsyneladende succes, er alt ikke idyl. Byens borgere ønsker selv at bestemme over uldmarkedet, mens munkene med prior Godwyn i spidsen ikke ønsker, at NOGEN privilegier skal gå fra klostret.

Hovedpersonerne i denne godt 1000 sider lange historie er fire børn, som vi møder i første kapitel og følger gennem de næste godt 30 år.

Merthin og Ralph er sønner af Sir Gerald, som i romanens begyndelser mister sine ejendomme og må flytte ind på klostrets grund. Han glemmer aldrig denne ydmygelse, og hans eneste ønske er, at sønnerne – og især den yngste Ralph som er en stor og brutal dreng – skal genrejse familiens ære.

Gwenda er datter af tyven Joby, som ikke skyer nogen midler for at skaffe penge – heller ikke at sælge sin datter for en ko. Den sidste hovedperson er pigen Caris, hvis far er byens oldermand Edmund Wooler.

De fire børn møder tilfældigt hinanden, og snart spindes deres livstråde ind i hinandens på trods af forskellighederne i stand, temperament og køn.

Kunne du lide “Jordens søjler”, vil du helt sikkert også kunne lide “Uendelige verden”. Historien rummer mange af de samme elementer: kampen mellem gejstligheden og adelen med kongen i toppen, magtbegær, grådighed, vold, krig og kærlighed, og det hele er fortalt så man ikke kan lægge bogen fra sig igen.

1300-tallet var en voldsom periode i England. Dels udbrød 100 årskrigen mellem England og Frankrig i 1337, og dels ramte pesten Europa og dræbte mere end en fjerdedel af befolkningen. Ken Follett fortæller levende om perioden og formår at få personerne til at fremstå som virkelige – om end lidt sort/hvide i en begivenhedsrig tid.

Det er Ken Folletts svaghed, at han har en tendens til at gøre sine personer lidt endimensionale. Prior Godwyn mister meget hurtigt alt sympatisk, og det gør den unge Ralph egentlig også. Alligevel er han nok den person, som jeg finder mest interessant, fordi han selv ser sig helt anderledes end omverdenen.

Men trods min lille indvending synes jeg, at “Uendelige verden” er en rigtig god historie. De knap 1100 sider er ikke for meget, og jeg brugte hele min påskeferie på at læse den, fordi jeg slet ikke kunne slippe den igen, da jeg først var gået i gang.

Så glæd dig til en dejlig lang roman om en periode i historien som på mange måder er helt anderledes end nu – og så alligevel ikke.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter