0 kommentarer

Udvalgte digte Erik Knudsen

af d. 20. oktober 2008
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

344

Udgivet

2008

ISBN

978-87-02-06604-3

 

Erik Knudsen døde for nylig, mæt af dage, men ikke tom for ord, 85 år gammel. Han tilhørte det kuld af digtere, der skrev med personligt afsæt i Anden Verdenskrig og besættelsestiden. Men som også fulgte med op i internationaliseringen og de andre verdensbølger som prægede de sidste mange årtier.

At læse Erik Knudsen er derfor som at dykke ned i historien, endnu mere så i denne samling af udvalgte digte fra hele digtkredsen, der for alvor viser hvilken ordmester vi netop har mistet. Det er Anne-Marie Mai, der har assisteret digteren i udvalget, og det har de to gjort godt. Naturligt nok ligger udvalgets hovedvægt på den sidste del af Erik Knudsens poetiske produktion, der hvor stemmen har fundet sin form og har skærpet sine temaer. Men også udvalget fra de tidlige samlinger viser en digter, der kraftfuldt og sprogligt prægnant påkalder sig opmærksomhed.

I ”Til en ukendt Gud”, en samling fra 1947, skriver digteren: ”Mine ben vandrer på Købmagergade/mine tanker er alle vegne” og udtrykker tidens danske reaktion på den store verdens pludselig pres på den danske opmærksomhed. Men hvordan skal det almindelige menneske på Købmagergade deltage i verdensdebatten? ”Kan jeg sende dem ud / Som Noah sendte duen ud i verden?” For Knudsen hører den personlige positionering tæt sammen med det politiske engagement, men det er den selvironiske distance, ja ofte humor som gør digtene tidsløse.

I en anden tidlig samling, ”Blomsten og sværdet” (fra 1949), der er Erik Knudsens gennembrudsbog, og en af den tidlige danske modernismes hovedværker, fastholdes en af de mest apokalyptiske stemninger jeg har læst, på samme tid klassisk refererende og kommenterende på Krigens uhyrligheder: ”O døve skippere! blinde styrmænd!/Levende brødre ved mast og ror/Jeg kalder på jer med vand i min mund.” Netop ikke kaptajnen, generalen, men den anonyme sømand, eet offer blandt millioner.

Sådanne tidløse perler fra de første årtier er her koblet til de sene kendte digte som det centrale ”Hjemme” fra 1988: ”Der er ikke frihed. Der er friheder. De river hinanden i stykker. / Splittet er jeg til det sidste. / Hjemme i labyrinten.” Sprogligt flot, stadig med den tunge klassiske reference til den oldgræske labyrint, gennemsyret politisk og alligevel fokuserende på det enkelte danske menneske, den anonyme der repræsenterer folket, os.

Samlingen fremlægger til bred beskuelse et sammenhængende, helstøbt og meget slidstærkt lyrisk værk, der hører hjemme på alle lyrikelskeres hylde. Så det kan tages frem fra tid til anden, og vi kan blive mindet om, hvem vi var dengang i det forrige århundrede.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter