0 kommentarer

Uden nåde af Hermann og Yves H.

af d. 5. januar 2020
Info
 
Sideantal

56

Udgivet

2016

ISBN

978-87-93274-48-8

Originaltitel

Sans pardon, kunstnere: Hermann, Yves H. ; oversætter: Per Vadman ; redaktør: Christopher Ouzman

 

Tak skal du have for en voldelig og skamløst modbydelig western. En af den slags man kun kan elske, på samme måde som man elsker en vild, blodig og original splatterfilm. Vi lander midt i en torturscene, hvor en flok anløbne US-Marshalls piner en gut for at få at vide hvor hovedpersonen Buck Carter befinder sig. Skift til netop Buck Carter der vender hjem til sin familie, er truende og voldelig overfor sin unge kone, og særdeles modbydelig overfor sin unge søn Jeb. De anløbne semisoldater dukker op, og Buck ofrer på fuldstændig egoistisk og ufølsom vis kone og søn for selv at slippe væk. Men Jeb overlever. Det samme gør lederen af forfølgerne Jethro Masterson, så Buck er stadig vildt.

Herefter følger vi skiftevis tre fraktioner, Jeb, Masterson og Buck – der tror at både søn og soldaten er død og at han derfor er sluppet fri. Jeb hutler sig igennem en tilværelse med tyverier, vold og seksuelle overgreb, indtil det lykkes ham at flygte fra Mastersons flok. Det hele lyder simpelt, det er simpelt, samme arketypiske historie er fortalt utallige gange før, netop fordi når det gøres ordentligt, er det en mesterlig formel. Og med Hermann til billedsiden og hans søn Yves Huppen på manuskriptet, køres den flot og overbevisende hjemfint. Tegneseriesiden Nummer9 vender fingeren nedad til albummet her. De kan have ret i at alle figurernes indre er sort som tjære, og at Jeb måske bliver alt endimensionel og sort henad vejen, men der er ingen tvivl om at han er en meget skadet sjæl.

Clint Eastwood ramte den samme altoverskyggende ubehagelige stemning med filmen “De nådesløse” (eller “Unforgiven”). Centralt for filmen er at dens personer hverken er helt onde eller helt gode. De svinger allesammen mellem yderpolerne, og når de ikke er helt i ekstremerne, ligger det tydeligt i luften at det ekstreme er en uundgåelighed. Det samme gælder her i “Uden nåde”. Spillet mellem far og søn er netop drevet at dramatiske yderpoler, og det er fuldstændig umuligt at forestille sig hvordan det kan klinge af uden vold. Og det er så det uvisse i den underliggende forventning om en ubehagelig slutning der driver læseren videre. Det er ikke kun figurerne der agerer uden nåde, selve albummet viser heller ingen nåde overfor sin læser. Og det er faktisk godt.

En gennemført, uhyggelig og voldsom western, der fint kan måle sig med diverse klassiske Hollywood westerns.

Lån tegneserien på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter