0 kommentarer

Ude af Natsuo Kirino

af d. 5. december 2017
Info
 
Sideantal

519

Udgivet

2008

ISBN

978 87 9181 230 9

Originaltitel

?? - oversat af Mette Holm

Udgave

1. udgave

 

Japansk bestseller perfekt oversat af Mette Holm … men nej, denne gang drejer det sig ikke om Murakami. Vi taler i stedet om Natsuo Kirino, legendarisk kvindelig krimiforfatter i den opgående sols land.

“Ude” er den besynderligste og utvivlsomt blodigste thriller, jeg nogen sinde har læst. Makaber i en detaljeringsgrad, der nærmer sig det perverse. Alligevel tøver jeg ikke med at anbefale bogen til alle, der er nysgerrige efter et utilsløret kig ind bag kulisserne i en kultur, der for os vesterlændinge stadig fremstår så utroligt eksotisk og gådefuld selv her i det enogtyvende århundredes andet årti.

Vi følger fire kvinder, der arbejder på natholdet på en kedelig madpakkefabrik. Af forskellige årsager er deres dagligdag ved at kvæle dem, og selv om de ikke er tætte veninder, er det deres samarbejde med samlebåndet, der holder sammen på deres liv. Især dårlige mænd og elendig økonomi plager dem.

En skønne dag tager fanden ved unge, yndige Yayoi. Hun begår den ultimative forbrydelse, men aner bagefter ikke sine levende råd. Kun hendes seje kollega Masako kan måske hjælpe?

Vold avler som bekendt vold. De fire kvinder har intetanende lindet på låget til Pandoras æske, og skeletterne vælter nu ud. Brutale pengeudlånere og yakuzaer (japanske mafiosi) skal blive de mindste af deres problemer.

“Ude” er kolossalt spændende og ret kulørt, men det er der så mange krimier, der er. For mig var det langt mere fascinerende at komme ind under huden på det på én gang hypermoderne og sært traditionsbundne, japanske samfund. Komplet med tåbelige mænd, der drages af spil, druk og ungmøer i skolepigeuniformer. Langmodige kvinder, der dulmer ærgrelserne med et bedøvende fix materialisme. Tatami-måtter som møbler og papirtynde vægge som privatliv. Alt sammen indhyllet i den iskolde høflighed, der gennemsyrer selv de mest absurde situationer.

At japanske kvinder er vilde med Natsuo Kirino, og at “Ude” har vundet en prestigiøs litterær pris er fuldt forståeligt.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter