0 kommentarer

U-233 af Ditte Birkemose

af d. 24. september 2009
Info
 
Sideantal

298

Udgivet

2009

ISBN

978-87-7055-663-7

 

Privatdetektiven Kit Sorel bliver hyret af et uroligt forældrepar, som ikke har hørt fra deres datter i lang tid. Julie som pigen hedder, er 35 år, bor alene og arbejder som freelancejournalist med fast tilknytning til et stort dagblad. Det er ikke mange spor Kit har at gå efter, men en nabo kan fortælle at hun en aften så en mand låse sig ind i Julies lejlighed, og hun kan give en meget udførlig beskrivelse af mandens udseende. Men hvem er manden og hvorfor har han en nøgle til Julies lejlighed?

Kit får et nært samarbejde med Julies ven og kollega, David, som Julie også har været på Grønland sammen med, i forbindelse med et journalist job, der i første omgang lyder til at handle om CIA-flyvninger med terrormistænkte, men da Kit graver lidt i det, finder hun ud af at der er mere i det end som så. Spørgsmålet er så, hvorvidt dette har noget med Julies forsvinden at gøre. De to får færten af, hvad der er foregået, og med et går sagens alvor op for Kit, da hun pludselig er midt i en sag, der kan få store personlige omkostninger.

Fantastisk spændende bog, jeg var meget begejstret. Men den ændrer karakter i løbet af handlingen, til en noget voldsommere krimi end jeg måske lige umiddelbart havde forventet. Jeg synes forfatteren virkelig formår at fange én som læser, i en sådan grad at jeg personligt blev helt skidt tilpas, fordi jeg synes det hele en overgang var så forfærdeligt.
Hvad jeg derudover godt kunne lide ved bogen var den ret utraditionelle hovedperson, Kit, en midaldrende kvindelig detektiv der bor i en autocamper. Hende kan man ikke lade være med at synes om.

Det eneste der ærgrer mig er bogens forside, som efter min mening er drønkedelig og slet ikke præsenterer og sælger bogen som den fortjener.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter