0 kommentarer

Tyll af Daniel Kehlmann

af d. 8. oktober 2018
Info
 
Sideantal

320

Udgivet

2018

ISBN

978 87 11 90133 5

Originaltitel

Tyll - oversat af Anneli Høier og Per Øhrgaard

Udgave

1. udgave

 

Tro og overtro var så tæt forbundet i 1600-tallets Tyskland, at det var nærmest umuligt at kende forskel. Djævelen og hans skabninger lurede overalt, og blot den svageste mistanke om at være i ledtog med Mørkets Fyrste kunne få hvem som helst hængt og brændt. Det skete for den stoute møller Claus Ulenspiegel, da han af vanvare prøvede at tyde en bog, som jesuitterne ikke mente, man burde læse. Bogen var affattet på latin, og Claus kunne ikke et ord latin, men lige lidt hjalp det ham.

Monstro de højhellige jesuitter også havde sendt Daniel Kehlmann direkte i galgen? Forfatteren til kæmpesuccesen “Opmålingen af verden” og nu bestselleren “Tyll” skriver så djævelsk godt, at man med føje kunne mistænke ham for at have solgt sin sjæl til den hornede afgud.

Den såkaldte heksemesters søn, Tyll Ulenspiegel, flygter fra den lille landsby sammen med den jævnaldrende Nele, og de opnår med tiden umådelig succes som gøglere af Vorherres nåde. Tyll er ikke alene ferm som linedanser og jonglør, han er også en flab, der fornærmer sit publikum på det groveste og får dem til at le ad sig selv.

Så dygtig er Tyll, at han i sit voksne liv opnår ansættelse som hofnar. Det var stort for en fattig knægt dengang. Hofnarrens rolle var ikke blot at underholde, men især at gøre (groft) nar af sin kongelige arbejdsgiver, så denne ikke mistede jordforbindelsen. Sandheden er ofte ilde hørt, men majestæterne måtte tåle den. Måske en idé, mr. Trump?

I en kostelig scene er Tyll en flue på væggen, da den sørgelige Vinterkonge (Frederik V af Pfalz) allernådigst har fået audiens hos den svenske krigerkonge Gustav II Adolf i en stinkende teltlejr før et af de utallige slag i Trediveårskrigen (1618-1648). Den grove og barske svensker skærer den parfumerede bøhmiske eksregent ned til sokkeholderne – og på sidelinjen tager Tyll tykt pis på både den ene og den anden regent.

Tyll Ulenspiegel er vist nok en virkelig person. I hvert fald findes hans gravsted den dag i dag i byen Mölln. I bogen “Tyll” er der heldigvis masser af liv i den ukuelige gøgler. Vi følger ham rundt omkring i det krigs- og pestplagede Europa og lader os underholde skamløst, mens vi lærer en masse om den tids etikette, filosofi, etik, mad og drikke, hygiejne mv.

“Tyll” er på én gang en ufatteligt velskabt roman og en historisk fortælling, der gør sin læser både gladere og klogere. Grimms Eventyr har fået en værdig arvtager.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter