0 kommentarer

Tvunget til tavshed af Linda Castillo

af d. 2. september 2017
Info
 
Sideantal

442

Udgivet

2012

ISBN

9788792845016

Originaltitel

Sworn to Silence - Oversat af Henrik Enemark

 

Måske havde jeg forventet mere af Linda Castillos første bind i krimiserien, med det tidligere Amishmedlem Kate Burkholder i hovedrollen som stationsleder, på den lokale politistation i den søvnige lille by Painters Mill i Ohio, USA. Jeg har set bøgerne rost til skyerne rundt omkring, og syntes at de lød interessante. Især kombinationen af det meget tilbagetrukne Amishfolk og stationsleder, samlet i hovedpersonen, lød spændende. Men skal jeg være helt ærlig, så synes jeg egentlig ikke at det tilførte romanen ret meget der ikke er set før. Lidt måske, men ikke meget. Dybest set er det bare en krimi, vild og blodig, med de sædvanlige aktører. En stationsleder med rod i privatlivet, en fordrukken betjent der minsandten også har rod i privatlivet, og så en række lidt for grafisk udpenslede mord.

For 16 år siden var Painters Mill vidne til en række bestialske mord, udført af en grusom seriemorder. Morderen blev aldrig fanget, men mordene hørte op, og Painters Mill faldt i søvn igen. Nu er seriemorderen tilbage, og holder sig ikke tilbage med at mishandle de unge kvinder han kaster sig over, inden han slår dem ihjel. Politiet, med Burkholder i spidsen, står på bar bund, mens myrerierne fortsætter. Burkholder har en mistanke om hvem gerningsmanden kan være, og må dykke dybt i en dunkel fortid for at få vished. Efter en hel masse modstand, og en forudsigelig slutning, ender alt selvfølgelig godt.

Castillo skriver sådan set udmærket. Hendes karakterer får liv og bliver i nogen grad troværdige. Enkelte er måske lige lovligt karrikerede, men i det store og hele fungerer det. Lidt for mange steder sker der helt tilfældigt, helt utrolige ting, der fører frem mod afsløringen af morderen. Det skal siges til Castillos forsvar, at hun formåede at skjule morderens identitet så længe, at jeg i hvert fald ikke havde gættet hvem det var. Da det endelig gik op for mig, var det på baggrund af en række af de der helt utroligt heldige indslag, som ærligt talt ikke var specielt troværdige. Hvis det hele var så åbenlyst, er det utroværdigt, at der skal gå 25 år fra første til sidste mord, inden nogen ser sammenhængen.

Nu er “Tvunget til tavshed” det første bind i serien, og jeg tænker trods alt, at den har potentiale. Jeg vil ikke udelukke at jeg på et tidspunkt forsøger mig med et bind mere, men det bliver ikke lige nu. Jeg er bare ikke til de der blodige historier med fordrukne politifolk. Når det så er sagt, så var jeg trods alt rimeligt godt underholdt, fordi der hele tiden var noget at gætte med på. Det er jo også en kvalitet.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter