0 kommentarer

Tungt sand af Anatolij Rybakov

af d. 12. september 2009
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

309

Udgivet

1981

ISBN

87-01-97391-6

Originaltitel

Tjazjelyj pesok

 

Skyernes hastige flugt over himlen er ganske fængslende i denne ukrainsk-jødiske slægtsroman.

Fortællingen starter i 1909 og 1. verdenskrig, revolutionen, og den efterfølgende borgerkrig og hungersnød griber kun ganske lidt ind i det provinsielle landsbymiljø i det nordlige Ukraine.

Historien begynder med bedstefaderens udrejse til Schweiz, hvor han møder og gifter sig med en lokal kvinde, og da de med deres søn vender tilbage på besøg i faderens barndomsby forelsker han sig i den unge og smukke Rachel. De gifter sig, men Rachel accepteres ikke af familien, og de vender tilbage til Ukraine.

Her skildres livet realistisk, og ikke uden humor, og krydres med gode personskildringer. Særligt den vidtløftige gamle officer, Jagudin, en slags skør oberst Hackel, giver historien farve, men også barberen, isenkræmmeren, og de handlende damer, som drømmer om den kønne schweizer, levendegør landsbyen.

Men mest af alle er den viljefaste Rachel en karaktér af betydning. Mens hun pukler i hjemmet uden at kny står hun last og bi med manden, som må arbejde hårdt i flere jobs før han finder sin plads i de for ham så ukendte omgivelser. Der er langt fra det fine caféliv i Basel til den ukrainske lilleby.

Men kærligheden er altgennemtrængende, og trods de vanskelige kår præget af fattigdom og afsavn lever de et godt liv, mens børnenes liv også udfolder sig på både godt og ondt. Bogens fortællerstemme er et af børnene.

Det slutter brat i 1941, hvor Hitler-Tyskland angriber Sovjetunionen. Her skifter historien karaktér og den velkendte jødiske lidelseshistorie fra 2. Verdenskrig – indeholdende ghetto, ydmygelser, sadistiske SS-soldater og massakrer – udfolder sig. Det afsluttes med et formentligt opdigtet oprør i landsbyen, sikkert inspireret af det jødiske oprør i Warszawa i 1943.

Læs primært romanens for dens første 200 siders underholdende slægtshistorie; i mindre grad for de sidste 100 krigssider, som er lidt klichéagtige.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter