0 kommentarer

Tornfuglene af Colleen McCullough

af d. 4. august 2003
Info
 
Sideantal

589

Udgivet

1983

ISBN

87-555-1434-0

Originaltitel

The thorn birds

Udgave

Originaludgave: 1977

 

”Tornfuglene” er knap begyndt før den 4-årige Meggie får en smagsprøve på resten af sit liv. Hendes fødselsdagsgave er helt uhørt hverken hjemmelavet eller praktisk, men derimod den yndigste dukke med porcelænshud og blonder i håret. Meggie er knap begyndt med det lille under af en fødselsdagsgave, før den brutalt rives fra hende, og tonen i hendes skæbne er slået an.

”Tornfuglene” er en familiesaga, der løber over fem årtier. Familien Cleary flytter fra et fattigt liv i New Zealand til Australien, for at forvalte den rige slægtning Mary Carsons vældige farm, Drogheda. Mary Carson er en ond gammel ged af en svinerig godsejer med rendyrkede diktatortendenser. Hun kan godt lide at eje ting, og en af hendes mest dyrebare ejendele er den lokale præst, Ralph de Bricassart. Desværre for alle parter falder præsten pladask for den just ankomne Clearyfamilies eneste datter – lille Meggie.

Som de fleste godt ved, bør man nøje overveje sagen, før man tager noget fra en enevældig hersker, men Ralph de Bricassart tror på sig selv. Han tror også på Meggie og pålægger hende dermed en kærlighed, som hun aldrig skulle have haft del i, idet den tilhører Gud – og Mary Carson. Meggies liv bliver en lang, sej kamp for det hun faktisk troede var hendes, men Gud, skæbnen og Ralph de Bricassart har andre planer.

”Tornfuglene” er en god, medrivende historie. Har man set tv-versionen, bringer bogen ikke de store overraskelser. Til gengæld bedømmes ”Tornfuglene” til at være en barsk omgang for dem, som ikke allerede har tudet med foran skærmen.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter