0 kommentarer

Tornado af Alice Blanchard

af d. 28. oktober 2004
Info
 
Sideantal

334

Udgivet

2004

ISBN

87-15-11059-1

Originaltitel

The Breathtaker

 

Kraftfulde tornadoer, voldsomme mord, fæle minder og seksuelle spændinger er ingredienserne i Alice Blanchards krimi “Tornado” – og alligevel virker det ikke!

Charlie Grover, enkemand og alenefar til en teenagedatter, og med frygtelige ar på krop og sjæl, er politichef i den lille by Promise, Oklahoma. Det er tornadosæson og byen rammes hårdt, da en hel familie udslettes. Der er dog noget uldent ved dødsfaldene, og der går ikke lang tid før Grover indleder jagten på en grum seriemorder.

Blanchards persongalleri er broget, og til dels utiltalende, som det hører sig til i krimigenren. Men selvom hun forsøger at fremstille motiver og baggrund, er karaktertegningen hovedsagligt baseret på overflade og udseende. Det betyder i sidste ende, at historien og spændingen bliver utilfredsstillende.

Sprogligt lykkes det for forfatteren at skabe nogle gode billeder og sammenligninger, der fremmaner tornadoernes kraft. Uheldigvis løber billedsproget dog også af med hende i mindst lige så mange tilfælde, hvilket resulterer i ligegyldigheder men også i virkelig uheldige kombinationer: “Hun kunne lægge fødderne op i hans skød og krumme alle ti tæer om hans blokfløjte og bevæge dem frem og tilbage – ligesom små babyfingre” (s. 14).

Der er nogle tåbelige oversættelsesfejl i “Tornado”, og man græmmes hver gang beboerne i Promise kalder Charlie Grover for “chef” – det holder simpelthen ikke på dansk, og det forstyrrede for meget i længden.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter