0 kommentarer

Tommy og Tanne af Tom Buk-Swienty

af d. 3. december 2016
Info
 
Sideantal

480

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-17910-1

 

En fortælling om et helt enestående søskendeforhold, der på tværs af kloden og med års afstand forbliver intenst og betydningsfuldt for dem begge.

Tommy er Karen Blixens syv år yngre bror.  I 1906 indgår de to søskende en pagt med hinanden i skoven bag barndomshjemmet Rungstedlund. De vil finde ”Faders gud” eller ”Det store i livet”.

Faderen, Wilhelm Dinesen, tog sit eget liv tilbage i 1895 og efterlod familien med både skam og undren. Først senere fik Tanne og Tommy viden om selvmordet, eller ”fridøden”, som deres mor vælger at kalde det. De unge ønsker begge at leve op til, men også at forstå, deres far, Kaptajn Dinesen. Deres hoveder er fulde af klassiske idealer og sagaer om krig, heltedåd og ære.

Romanen er også en øjenvidneberetning om 1. verdenskrig. Den er skrevet i den særlige dokumentariske form, som Tom Buk-Swientys to tidligere bøger om Dinesen-slægten er udført i. Ved hjælp af Tommys dagbogsnotater og breve med udførlige og malende beskrivelser af livet som soldat under oplæring i Canada og England og senere fra skyttegravene i Frankrig, bliver læserne tilskuere på første række til krigens brutale meningsløshed.

Trods Tommys romantiserende tilgang til krigen, hvor han under et kraftigt bombardement mener at opleve et glimt af ”Faders gud”, er der ikke lagt glans på beskrivelserne af afrevne lemmer og det barske liv i skyttegravene. Han korresponderer med Tanne og moderen gennem alle fire år, og han overlever modsat mange af sine kammerater. Han vinder i højeste grad ære, da han dekoreres med den højst mulige orden i Det Britiske Imperium: ”Victoria-korset”. Og i lighed med sin far og farfar giver franskmændene ham den franske orden: Croix de Guerre.

Ved afslutningen af første verdenskrig gennemlever Tommy en ulykkelig kærlighedshistorie, som får alt andet til at stå uvirkeligt hen. Samtidig er Tannes kaffefarm ved at gå konkurs i Afrika. De to søskende skriver til hinanden, både når de stolte fortæller om ærefulde gerninger – Tanne bl.a. om løvejagt – og når det hele ser sort ud.

Gennem beretningen om Tommy og Tanne træder et utroligt levende billede af et ældre Danmark frem. Et Danmark, som her ses gennem en godsejerstand (Tanne gifter sig til en baronessetitel), i en familie med høje idealer og en stor videbegærlighed om den verden, de lever i. Som børn og unge ”underlægger” de sig den gennem flittig læsning af både skøn- og faglitteratur og deler deres viden og spørgsmål med hinanden og resten af familien.

Det rørende ved beskrivelsen er deres stræben, deres poetiske og uskyldige tilgang til livet og dets formål – og selv deres høje og nærmest vanvittige idealer om, at æren findes på slagmarken gennem mod og heltedåd.

Det er tredje bind om Dinesen-slægten, og jeg bliver med stor nysgerrighed ved med at leve mig intenst ind i den historie, som Tom Buk-Swienty så eminent graver frem. ”Lærredet” er ”spændt ud” mellem Tommy og Tanne, men fokus er stærkest på Tommys historie.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter