0 kommentarer

Tørvekongen af Knud Simonsen

af d. 6. juni 2008
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

371

Udgivet

2008

ISBN

978-87-02-06468-1

 

“Tørvekongen” er en autentisk beretning fra en lille landsby i Østjylland, Hejlstrup. Romanen foregår primært under 2. verdenskrig, hvor man her ikke mærkede meget til tyskerne, men snarere opnåede et stort økonomisk opsving pga. udgravning af tørv, som blev brugt som brændsel. Købmandssønnen Thorkild ser muligheden for en blomstrende forretning, og inden længe har han adskillige ansat til både at udgrave tørv, fragte tørv samt bogholderi i den stærkt voksende forretning. Det går dog ikke stille af sig pludseligt at tjene mange penge i en lille landsby, hvor alle kender alle. Man kommer ind på livet af mange af landsbyboerne, deres tanker og kvaler under den 5 år lange krig. Heriblandt Erik, der først lader sig hverve til Frikorps Danmark, for derefter at fortryde det bitterligt, og da han deserterer, har han tyskerne i hælene. Thorkild hjælper dog det bedste han kan, både Erik men også vennen Frantz, der er halv tysker og derfor burde være tysk soldat. Det er dog ikke kun gode ting, der kommer frem, når folk pludselig kommer til penge. Rovmord, tyveri og mangt en sladder er hverdagen for landsbyen, der trods alt kommer nogenlunde helskindet igennem krigen. Men på den anden side af krigen venter endnu en stor udfordring. Folk har ikke været helt ærlige med indtjeningen, og sorte penge florerer overalt, så regeringen indfører pengeombytning, til stor frustration for de velhavende landsbyboere.

“Tørvekongen” har et utroligt bredt persongalleri. Det kan derfor være lidt svært at holde styr på alle personer, deres erhverv og familiære forhold. De er dog alle meget godt beskrevet, og man kommer virkelig ind i livets gang i en landsby under krigen. Også de barske omstændigheder efter befrielsen er godt beskrevet. Mange bliver uskyldigt anklaget for værnemageri, at være tyskertøs eller på anden vis at have støttet tyskerne. Ligeledes de mange “falske” modstandsfolk, der efter 5. maj var med til at dømme folk, selvom de ikke agerede som sådanne under krigen.

Men alt i alt en grundig historisk fortælling om et eventyr under 2. verdenskrig, som man ikke har hørt meget om. Nemlig den store tørveindustri, som satte sit stor præg på manges liv.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter