0 kommentarer

To sekunder i Byron Hemmings’ liv af Rachel Joyce

af d. 16. februar 2015
Info
 
Sideantal

368

Udgivet

2015

ISBN

978-87-11-40805-6

Originaltitel

Perfect

 

Rachel Fry fik et kometagtigt gennembrud med “Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd”, en skøn road novel om en ældre mands spontane vandretur gennem det halve af England.

I “To sekunder af Byron Hemmings’ liv” har hun mere på spil, indsatsen er forhøjet. Den vilde hede og de velfriserede rosenbede, den te- og scones-agtige hygge og den herlige, slagfærdige folkesjæl ligger stadig som en underliggende strøm i handlingen, men denne gang får vi tillige et ømt kig til bagsiden af medaljen.

I 1972 blev vores officielle tidsregning udvidet med to sekunder for at komme i sync med jordens rotation. To 11-årige knægte, Byron Hemmings og James Lowe, får hidset hinanden voldsomt op over udsigten til de ekstra to sekunder. De er et par kvikke, små fyre, der går i en fin privatskole og kan imødese en privilegeret fremtid som deres fædre før dem. Hver morgen bliver Byron og hans søster Lucy kørt i skole af deres smukke mor, Diana, i familiens Jaguar, og hver eftermiddag bliver de hentet igen og kørt tilbage til det store, flotte hus med udsigt over marker og hede.

Byron får ligefrem søvnproblemer på grund af den planlagte tidsudvidelse. Hans søde, lidet tænksomme mor har svært ved at se alvoren. Mor: “To sekunder er ingenting.” Byron: “To sekunder er meget. Det er forskellen mellem noget, der sker, og noget, der ikke sker.”

Og Byron får selvfølgelig ret. Der sker noget; noget skæbnesvangert. En sand sommerfugleeffekt af små og større katastrofer sætter i gang.

De to bekymrede drenge, Byron og James, gør deres bedste for at redde familien Hemmings ud af problemerne. Minutiøse lister og fantasifulde handlingsplaner ridses op, men jo mere drengene kæmper, jo værre bliver det. Der findes tjenester, og så findes der bjørnetjenester. Gradvis går den hjertensgode Diana og hendes lille familie i opløsning. Den stakkels kvinde bliver næsten gennemsigtig: “Det var som at puste til frøene på en afblomstret mælkebøtte og se dem flyve i vinden.”

Sideløbende med hovedhandlingen i 1972 følger vi den nogleoghalvtredsårige Jim i nutiden. Jim har været indlagt på institutionen Besley Hill siden sin ungdom. Han blev i sin tid for underlig for sine omgivelser og røg så ind i en række elektrochokbehandlinger, der har berøvet ham evnen til helt at samle tankerne. Nu hutler han sig igennem i sin campingvogn og med et beskyttet job i stormagasinets cafeteria, hvor han spritter borde af og prøver at gå til hånde uden at virke alt for mærkelig.

Neuroserne får til gengæld fuld udfoldelse hjemme i campingvognen, hvor han er nødt til at hilse på hver eneste af sine ting – goddag bord, goddag vandhane etc. – enogtyve gange, før det er acceptabelt at slå sig til ro.

“To sekunder af Byron Hemmings’ liv” er folkekomedie på den luksuøse måde. Man griner og græder, gyser og hygger, glemmer sig selv så længe. Hvad kan man ønske sig mere?

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter