0 kommentarer

Tilstandsrapport af Knud Simonsen

af d. 13. juli 2016
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

394

Udgivet

2016

ISBN

978-87-7070-475-5

Udgave

1. oplag

 

Fra wikipedia.org:
“En tilstandsrapport er en byggeteknisk rapport, som afdækker en bygnings fysiske tilstand og bl.a. afdækker skader, der nedsætter bygningens værdi nævneværdigt. Tilstandsrapporten udarbejdes af en beskikket bygningssagkyndig jf. huseftersynsordningen”
Et opslag på knudsimonsen.dk viser, at “TILSTANDSRAPPORT”s forfatter også er arkitekt og beskikket bygningssagkyndig.
Evnen til at afdække skader og mangler i det rent fysiske rum overfører han i romanen til afdækning af skrøbeligheder i den fiktive Dragsø-egns samfundsstruktur.
Nepotisme, rævekager, fiflen og andre dårskaber, der både i den offentlige og i den private sektor står på undertiden vaklende overogundergenerals-gedebukkeben på ganske så usikkert fundament, gennemskues her af forfatterens røntgenøjne og beskrives med spidset (laser)pen – der er næppe grund til at formode, at nogen har bestilt denne tilstandsrapport.
Et eksempel: H.H.Hvidholt, regnskabschef og højt betroet medarbejder gennem årtier i A/S Scancraft, afskediges i moden alder – efter gennemført generationsskifte i virksomheden. Men for det grå guld er det ikke så ligetil at skaffe sig nyt arbejde. Han oplever uhyrligheder i Jobcentret – han opfordres til at være omstillingsparat, bliver belært om, hvordan en ansøgning skal udformes, hvilken adfærd man bør udvise ved en jobsamtale – dette forslår sagsbehandleren en mand, “som har haft mindst 100 til jobsamtale gennem årene og vurderet et utal af ansøgninger”. Ydermere trues han med at få frataget understøttelsen, hvis han ikke indvilliger i at deltage i et kursus for bogføring for begyndere – han, der har “mere end 35 års erfaring i regnskabsvæsen.” En oplevelse i absurditeterne rige, som vist desværre er genkendelig for ikke så få, der må leve med – nogle – myndighedspersoners formåen og med disses og “systemets” uformåen – en uformåen, der jo kan have utallige årsager.
Har man stadig sin naive (barne)tro på og (-)tillid til, at det “offentlige” aldrig begår fejl, så får man en slem opvågnen gennem beskrivelsen af “systemets” tur i den simonsenske vridemaskine – en beskrivelse, der må bygge på adskillige års erfaringer i “det virkelige liv”, og som emmer af humor, ironi og slet skjult sarkasme.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter