0 kommentarer

Til middag hos Larry af Carol Shields

af d. 23. januar 2006
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

357

Udgivet

1999

ISBN

87-16-16146-7

Originaltitel

Larry’s Party

 

I “Til middag hos Larry” møder vi Larry Weller, der er født i 1950 i Canada. Bogen starter i 1977, hvor Larry lige er blevet færdigudlært som blomsterdekoratør. På trods af sine 27 år bor han stadig hjemme hos sine forældre, og han er kæreste med den jævnaldrende Dorrie.

Efter noget tid gifter Larry og Dorrie sig, flytter sammen og får et barn. De lever et ganske almindeligt liv, passer deres arbejde, køber ind mv. Med tiden får Larry en interesse for labyrinter, og han tager til USA for at tage en supplerende uddannelse som havearkitekt. Ægteskabet med Dorrie går i stykker da Dorrie ikke vil flytte til USA. Larry gifter sig efter noget tid i USA, mens Dorrie og barnet bliver boende i Canada. Larrys andet ægteskab går dog også i stykker efter nogle år.

I “Til middag hos Larry” følger vi Larrys liv fra 1977 frem til 1997, hvor Larry holder et forrygende middagsselskab for venner og familie – faktisk en fest for alle de vigtigste personer, der har krydset hans liv i de sidste tyve år. Under middagen føres en samtale om de sidste 20 års op og nedture og om hvordan verden har ændret sig.

“Til middag hos Larry” er en sjov og underholdende bog om Larrys kvaler om det at være mand og om at få alting til at gå op i en højere enhed. Det kan lyde kedeligt at bogen handler om Larrys arbejde, hans forældre, ægteskaber og hverdagsliv, men det er det ikke, for sproget er meget flydende og ligetil, og personerne er beskrevet på en meget troværdig og kærlig måde. Man kan ikke andet end at holde af dem.

Med andre ord er “Til middag hos Larry” en underholdende bog om hverdagen og kvalerne for en helt almindelig mand, der med årene træder i karakter. Det er glimrende og overbevisende skrevet, så jeg anbefaler i høj grad bogen.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter