0 kommentarer

Til døden jer skiller af John le Carré

af d. 17. marts 2017
Info
 
Sideantal

336

Udgivet

1981

ISBN

87-01-06401-0

Originaltitel

Smiley's people - oversat af Grete Juel Jørgensen

Udgave

1. udgave

 

For nylig blev det offentliggjort, at den nu 85 årige John le Carré til september udgiver sin 24. roman. Her vender han tilbage til den kolde krig og til hans mest populære romanfigur, efterretningsagenten George Smiley. Ventetiden bliver lang, men noget af tiden har jeg brugt på at genlæse den 3. roman i Karla trilogien, hvis forgængere var ‘Dame, konge, es, spion’ (1974) og ‘Spionen der gik sine egne veje’ (1977). Man bør i hvert fald læse den første bog, inden man giver sig i kast med ‘Til døden jer skiller’, men jeg vil vove den påstand, at man godt kan springe den anden bog over, den virker mere som et mellemled. Da man i sin tid filmatiserede bøgerne i den fremragende ‘Muldvarpen’, sprang man også let og elegant over bog to.

Karla er kodenavnet på chefen for den sovjetiske efterretningstjeneste, og bøgerne handler om jagten på ham i 70’erne. Et nyt spor dukker op i Paris, hvor en russisk kvinde efter mange år får tilbudt, at kunne få sin datter til Frankrig fra Sovjet, hvor hun måtte forlade hende som spæd. Hun søger om tilladelse på ambassaden, og alt ser fint ud, men der sker bare ikke noget. Til sidst kontakter hun en gammel bekendt, der har ledet en organisation for befrielsen af de baltiske lande. Han får hurtigt færten af, at noget er helt galt, og da han selv har arbejdet for det britiske efterretningsvæsen, sætter han maskineriet i gang med fatale følger. George Smiley bliver endnu engang trukket ind fra sin pensionisttilværelse, og går på sin egen stille facon i gang med opklaringsarbejdet.

Smiley bliver betragtet som en legende og bliver behandlet med ærefrygt af diverse personer i bogen, og som læser bliver jeg næsten selv ramt af samme stemning. Denne lidt mystiske person, som man ikke rigtig kan komme ind under huden på, endsige forstå , er en at de mest interessante romanfigurer, jeg har læst om. Alene hans anstrengte ægteskab med en kone, der konstant forlader ham til fordel for unge elskere, er en gåde, i hvert fald at han bliver ved med at tilgive hende.

Det bærende i bogen er Smileys langsomme opklaring af sagen, hvor han bid for bid får opklaret mysteriet via sin egen intuition og besøg hos gode gamle Connie Sachs, den ledende efterretningsforsker i det gamle cirkus, der ligesom Smiley er pensioneret. ‘Til døden jer skiller’ er en fremragende spionroman og fuldt på højde med både ‘Spionen der kom ind fra kulden’ og ‘Dame, konge, es, spion’.

Når man har læst bøgerne bør man finde frem til TV-serien ‘Muldvarpen’. Den er mesterlig og går næsten slavisk efter bøgerne, hvilket også vil sige, at den ofte foregår i et langsomt tempo, hvilket man nærmest ikke ser i vores dage. Der bliver kræset om detaljerne og der er tid til lange samtaler. Men læs bøgerne først! Det er Carré i topform og i sit rette element!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter